Københavns ZOO overvejer at åbne: I Aalborg Zoo ærgrer man sig over beslutning

Opdateret 22.43; Regeringen oplyser sent lørdag aften, at de nu vil indføre et decideret forbud, så man ikke kan gå imod regeringens genåbningsfaser. Det skriver bl.a. Berlingske
Det var mildest talt en overraskelse for landets Zoologiske Haver, da de blev forbigået i Fase 2 af regeringen og Folketingets genåbningsplan.
Statens Serum Institut havde ellers meldt lille risiko for øget smittetryk med genåbninger i Zoologiske Haver med deres store udendørs arealer.
Men de er som bekendt først med fra 8. juni i Fase 3.
Københavns ZOO overvejer derfor lige nu, om de skal trodse regeringens plan og åbne før den dato alligevel. Det skriver TV 2.
Har ikke et konkret påbud
Der er nemlig kun tale om en henstilling fra regeringens side og ikke et direkte påbud. Så ZOO vil altså i princippet ikke bryde loven ved at åbne dørene allerede her i maj. Det gælder selvfølgelig også her i Aalborg, hvor Aalborg Zoo også er hårdt ramt.
“Jeg kan hverken afvise det eller bekræfte, at vi åbner før. Alt er i spil,” siger administrerende direktør Jørgen Nielsen i ZOO til TV 2.
TV 2 har været i kontakt med ledelsen i Zoologisk Have i Aalborg, Odense og Ree Park hvor man forventer at åbne i Fase 3, som regeringen har lagt op til.
Ikke desto mindre har direktør Henrik Vesterskov Johansen i Aalborg Zoo forklaret, hvor katastrofalt det kan blive, at man først får lov til at åbne om en måned.
“Vi er under åben himmel, har masser af plads og har taget alle nødvendige forbehold – og mere til, så vi er fuldstændig klar til at åbne på forsvarlig vis. Det er en katastrofe, at vi ikke får lov,” sagde han i går til B.T.
I værste fald kan det betyde, at man må aflive nogle dyr.
“Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det, men det kan betyde, at vi må minimere vores bestanddel af dyr,” forklarede Henrik Vesterskov Johansen til B.T.
Kunstmuseum i Aarhus på bølgelængde
ZOO i København står dog ikke alene med overvejelserne om at trodse regeringen.
Direktøren for kunstmuseet Aros i Aarhus er rasende over regeringens prioriteter.
Så rasende, at han lige nu overvejer at åbne før den 8. juni, som et enigt Folketinget har besluttet skal være åbningsdagen for museer.
Det siger han til Aarhus Stiftstidende.