Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mr. Copenhagen tipper: Her får du en helt særlig oplevelse i København

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Frederiksberg Have i København. Foto: Thomas Rahbek
Frederiksberg Have i København. Foto: Thomas Rahbek

Foråret er over os, og weekenden står i pinsens tegn.

Skal du tilbringe pinsen i København, kan du med fordel søge mod byens grønne lunge – nemlig Frederiksberg, som byder på masser af oplevelser, der ikke er kendt af alle.

MigogAalborg er teamet op med Henrik Thierlein, tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år, og i dag rådgiver inden for turisme, presse og gastronomi. Han kender om nogen dansk turisme, og han har været med til at sætte et solidt aftryk på den internationale presses omtale af vores elskede hovedstad lige siden.

Mr. Copenhagen tipper: Her får du en helt særlig oplevelse i København
Henrik Thierlein a.k.a. Mr. Copenhagen

I 2020 kunne vi læse hans tre guider til sommerferie både i og udenfor København og hans efterårsferieguide til Jylland. Få også tips i hans seneste tre 2021-guider vinterferie i København og udenfor København og påsken i København, som også sagtens kan bruges i forårets sidste måned.

Vi giver ordet til Henrik Thierlein, der med egne ord giver tips til sit hood, Frederiksberg.

Mr. Copenhagen tipper: Her får du en helt særlig oplevelse i København
Foto: Henrik Thierlein

Min by i byen 

Frederiksberg har været mit hjem siden 1994, og byen har flere af Danmarks dyreste postnumre, og villaerne ligger tæt bag boulevarderne og alléerne. Byen midt i København med eget rådhus, borgmester, vandforsyning, lavere skat, højere gennemsnitstemperatur end København og ikke mindst den Frederiksberg-grønne farve på alle skilte, busstoppesteder og skraldespande modsat Københavns blå.

Kommunen, som har været selvstændig siden 1800 tallet, huser kun lidt over 105.000 indbyggere, og byder på både hoteller, teatre, museer, parker, Michelin-, gourmet- og Bib Gourmand-restauranter. Men ikke alt er dyrt.

Små billigere steder for et let måltid findes også her i enklaven, og man behøver ikke krydse bygrænsen til storebror København for hverken at bo på hotel, spise godt eller opleve kunst, kultur, elefanter eller Danmarks eneste pianobar.

I over 25 år har jeg boet i et nedlagt ismejeriudsalg fra 1880’erne med højt til loftet, newyorkerkøkken med sofa og urtehave, og jeg kender Frederiksberg ud og ind.

De grønne parker og Zoo 

Start i Frederiksberg Have med et gratis kig ind til britiske Sir Norman Fosters arkitekttegnede elefanthus, som er nabo til Bjarke Ingels’ ditto pandaanlæg. Ønsker du at komme tæt på dyrene, så skal der indløses billet, og så er der også mulighed for at spise i Zoos tre gode bud på ordentlig føde, nemlig Bistro PanPans asiatisk retter med kig til en spisende panda, FOLKs højtbelagte smørrebrød og konditorkager i Cakes & Dreams.

Ikke langt herfra ligger den oversete perle Landbohøjskolens Have, der blev grundlagt i 1858 samtidig med at Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole blev bygget. I dag kaldes området Frederiksberg Campus og er en del af Københavns Universitet.

Før du sætter dig på en bænk ved søen, så smut forbi og provianter hos det legendariske stenovnspizzahjørne Forno a Legna på Falkoner Allé, bestil nr. 50 med både ekstra gorgonzola og rucola, og køb byens bedste kokokstoppe og kaffe to go med fra Brødflov fra nabohjørnet.

Mr. Copenhagen tipper: Her får du en helt særlig oplevelse i København
Foto: PR, Mielcke & Hurtigkarl

Seks i toppen af min frederiksbergske gastropyramide

Frederiksberg er godt repræsenteret i Michelin-guiden, og her kommer en håndfuld restauranter i fire kategorier, som jeg holder meget af i min kommune.

Byens Rolls-Royce model med en solid stjerne ligger skarpt i svinget på den frederiksbergske del af Vesterbrogade, og Restaurant formel B har haft fart på siden den åbnede i 2003. De 10-15 retter udskiftes løbende i sæson, og vil du blot gå med den fire retters, så bliver du ikke snydt for hverken jomfruhummer, Baerii caviar, pighvar eller signatur desserten Havtorn en surprise.

Er du i nærheden af Frederiksberg Runddel og ønsker en af de helt store gastronomiske og romantiske oplevelser både på tallerkenen og med fritsvævende krystaller, der glimter fra oftet, så ligger Mielcke & Hurtigkarl midt i den eventyrlige Kongelige Danske Haveselskabs have, som kan dateres tilbage til 1830.

Jakob Mielcke er en af Danmarks dygtigste kokke, og nogen kender ham sikkert også som dommer i Masterchef. Mielcke har altid haft en kompromisløs teknik og er ikke bange for at tilføre sit køkken et tvist af det store udland i dette gourmet-tempel ved indgangen til Frederiksberg Have, hvor kongens jagtfalke engang blev fragtet ad Jagtvej på Nørrebro via Falkoner Allé (deraf de tre falke i byvåbnet) og hertil haven.

Har man sagt kongelig jagt, har man også sagt fasaner. Så naturligvis havde kongen dengang en fasanmester, som boede på den dertil indrettede fasangård skjult inde i parken.

Mr. Copenhagen tipper: Her får du en helt særlig oplevelse i København
Fasangården på Frederiksberg. Foto: Henrik Theirlein

Fasangården er på selv samme matrikel genopstået som en anden Fulgl Føniks i vores allesammens allestedsnærværende frederiksbergborger Claus Meyers projekt med kokketalentet, frontkvinden og årets kokketalent 2018 Anika Madsens nyskabende versioner af klassiske råvarer. Her kommer du til at lære retter at kende, som du troede, du kendte!

Fasangården er smukt renoveret ,og indenfor er gården bragt tilbage til sin fordums pragt. Skulle du få for meget af de gode dråber i skoven, så lej hotelværelset på første sal, så er turen til køjs ikke så lang. Eller gå gennem haven, hvor selskabsetablissementet Josty har seks enkelt indrettede værelser med roen fra Frederiksberg Have som nabo.

Mr. Copenhagen tipper: Her får du en helt særlig oplevelse i København
Foto: PR, Restaurant Polly

Tilbage i byen er søsterrestauranterne Anarki og Melée  skønne i bistrokategorien, hvor de kan deres kram og har fået en Bib Gourmand for forholdet mellem pris og kvalitet. Begge ligger i sidegader til Gammel Kongevej – gaden, hvor kongen i sin tid kørte i karet fra slottet inde i København og ud til sit jagtterræn, hvor Frederiksberg Have i dag ligger.

På selve kongevejen ligger den moderne bistro Polly, lillesøster til Frank med det københavnske postnummer. Polly er simple retter uden pynt men med masser af smag og no bullshit, som kun de to gange Anders kan udtrykke det.

Mr. Copenhagen tipper: Her får du en helt særlig oplevelse i København
Frederiksberg Allé metrostation. Foto: PR

Skyskraber, alléer, teatre og smørrebrød

Frederiksberg huser også en skyskraber i form af Scandic Falkoner – nyrenoveret hotel i newyorkerstil. Værelserne er dekadent sortmalede med flot skyline, og der er i gadeplan kommet franske caféborde ud til alléen, hvor du kan nyde hotellets egne konditorkager under varmelamperne trukket lidt væk fra gaden. Glæd dig til det kommende koncertprogram i Falkoner Salen, hvis publikum tilsætter lidt ekstra liv til området tæt på Frederiksberg Centret (check det nye plan 3 ud for shopping).

Næste stop er Frederiksberg Allé metrostation. Her er alle kakler grønne for at afspejle Frederiksberg Allés nyudsprungne lindetræer. Spis smørrebrød nede ad gaden på en institution på Frederiksberg, nemlig Sans Souci fra 1902 på Madvigs Allé eller på selve alléen på Promenaden fra 1932, hvor den kontroversielle forfatter Salman Rushdie spiste under sit besøg i København.

Sid indenfor med din oksetatar med Vesterhavsost og beundr det flotte glasloft og spejle eller sid udenfor, med et par af deres 12 forskellige smørrebrød, på alléen blandt teaterfliserne –  Danmarks svar på “Walk of fame”. Strøget her huser både Betty Nansen Teateret og Aveny-T, før du rammer Frederiksberg Runddel med hovedindgangen til Frederiksberg Have, som er byens kompas.

Mr. Copenhagen tipper: Her får du en helt særlig oplevelse i København
Café Intime. Foto: Henrik Thierlein

Another round på byens vandhuller

Frederiksberg er ikke ligefrem spækket med cocktailbarer, men et godt bud er den gamle Husar Bar, som er lavet om til Gensyn.

Er du glad for øl, hvilket jeg er, og er til andet end en flad fadbamse, så er her et ølkort fra hele verden, der vil interessere dig, idet endnu et brunt værtshus er lavet om, nemlig Frederiksberg Ølbar.

Intet trumfer dog mine to ynglingsvandhuller på henholdsvis Allégade 4 og 25, nemlig Alléenberg også kaldet Psykopaten tæt på Runddelen, og så Danmarks eneste pianobar Café Intime, hvor jeg første gang kom som 18-årig. På disse to steder smager en Rød Tuborg altså bare bedre.

Mr. Copenhagen tipper: Her får du en helt særlig oplevelse i København
Foto: Frederiksberg Bryghus, PR

Tre nye på madfronten

Tre nyåbnede madkoncepter rammer Frederiksberg dette forår. Den asiatiske darling Hanzo – Madklubbens nyeste feel-good-restaurant på en sidegade til Nyelandsvej tæt på Falkoner Allé er åbnet her i maj. Husker mange af retterne fra mine rejser til Vietnam, Kina, Thailand, Cambodia og Indonesien. På Smallegade bag rådhuset sker der også noget nyt. Her åbner fiskebistroen Hooked med bl.a. Fish & Chips, Lobster Rolls og friteret calamari. Skyl efter med en øl eller cocktails fra To Øl.

Og så åbner den gamle Rådhuskælder med tre koncepter ude på rådhuspladsen, nemlig indisk, burger og mormormad med bl.a. tarteletter. Alt sammen skylles ned med våde varer fra Frederiksberg Bryghus & Destilleri. Skulle vejret ikke arte sig, så rykker du blot ind i krostuen, som ejer Michel Zangrando ønsker skal fungere som et morderne forsamlingshus. Deres street food-containere ruller ind og åbner 18. maj, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er containerne malet Frederiksberg grøn.

Mr. Copenhagen tipper: Her får du en helt særlig oplevelse i København
Foto: Storm P. Museet, PR

Vandreservoir dybt under byen

Har du nogensinde besøgt et gammelt vandreservoir dybt under byen? Jeg husker selv et fascinerende besøg i Istanbul, hvor jeg dybt under det gamle Konstantinopel besøgte disse enorme haller. Lidt det samme kan opleves over for Frederiksberg Slot. Vandreservoirerne, ja næsten drypstenshulerne her i byen ligger under Søndermarken og hedder Cisternerne, og den nuværende udstilling skal opleves i båd. Book!

Frederiksberg Kirke, som for øvrigt er Danmarks eneste ottekantede kirke, ligger for foden af bakken, og dennes kirkegård rummer hundredvis af berømtheder såsom Lily Broberg, Kai Normann Andersen, Carl Th. Dreyer, Marguerite Viby, Adam Oehlenschläger, Brd. Prices familie, Erik Paaske, Tommy Seebach og bysbarnet Storm P, hvis fantastiske tegninger og opfindelser kan ses på Storm P. Museet lige overfor kirken.

Jeg er vild med det museum, som ikke mange kender uden for bymuren. Læg mærke til hans gavlmaleri “Månen i gadekæret” på Ingemannsvej, som blot er én af flere i kommunen. Den mest synlige er nok “Manden i månen” på Værnedamsvej. Gaden, der er delt mellem Frederiksberg og Københavns kommuner.

Mr. Copenhagen tipper: Her får du en helt særlig oplevelse i København
Granola på Værnedamsvej. Foto: PR

Efter al den kultur er det tid til en cocktail på Granola, naturligvis på den Frederiksbergske del af gaden, om jeg må bede. Stedet er som at træde ind i en filmkulisse. Der er kun én grund til, at jeg her anbefaler en overnatning 50 meter ovre på den anden side af bygrænsen på verdens mindste hotel, nemlig det at Central Hotel serverer morgenmaden på Granola. Ellers vil jeg mene, at der ingen grund er til at krydse fra postnummer 1819 C til 1619 V.

Føler man sig lidt ensom på det ellers meget velindrettede og smagfulde ene værelse på hotellet, så kan man tage til ydergrænsen mod Nørrebro, og før man krydser Åboulevarden, finder du Avenue Hotel, hvor man fra det charmerende boutiquehotel med den yndige gårdhave med cykeludlejning, kan kigge over på postnummer 2200 København N.

Når nat bliver til dag, og du måske savner turen til Middelhavet eller Mellemøsten, så er der hjælp at hente på Restaurant Mahalle Frederiksberg, og det tætteste jeg kommer på min tur til Libanon forrige år. Prøv favoritten kyllingelever med granatæblesirup og dertil den skønneste limonade, som jeg husker den fra den libanesiske kystby Batroun nord for verdens ældste beboede by Byblos på vej mod grænsen til Syrien.

Bon appetit og god tur til Frederiksberg.

Hvad: Tips med Mr. Copenhagen a.k.a. Henrik Thierlein
Hvor: Frederiksberg
Hvem: Følg Henrik Thierlein på hans nye Instagram-profil med tips og tricks til København og omegn