Skolevægring rammer hårdt: Aalborg-forældre starter nyt tilbud for børn
For mange forældre er det en selvfølge at sende deres børn i skole om morgenen.
Måske ikke altid med stor begejstring, men trods alt uden den helt store modvilje.
For et stigende antal familier er virkeligheden dog en helt anden.
Ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet havde 21,6 % af eleverne i folkeskolen mere end 10 % fravær i skoleåret 2023/24 – svarende til omkring 111.000 børn.
Endnu mere alarmerende er det, at 10.600 af dem var væk i mere end tre måneder.
Skolevægring er blevet et voksende problem, og det blev især tydeligt for mange, da DR sendte dokumentaren Skolens tabte børn.
Her fulgte man familier, der kæmper for at få deres børn tilbage i skole.
En af de familier, der kender problematikken alt for godt, er Anne Sofie Bovin fra Aalborg.
Hendes søn har ikke været i skole i tre år, og det har nu fået hende til at tage sagen i egen hånd.
Sammen med fem andre forældre har hun startet Klub Fristedet, Aalborg – et nyt tilbud, der skal hjælpe børn med skolevægring og deres familier.
Et fristed for børn og forældre
Klub Fristed er inspireret af et lignende initiativ i Aarhus, som har eksisteret i to år og allerede har dokumenteret gode resultater.
Ideen er at skabe et sted, hvor børn, der ikke går i skole, kan lære at være sammen med andre igen – i trygge rammer og uden pres.
“Vi er seks forældre, der står i samme situation med børn, der ikke har været i skole i flere år.
Min egen søn har siddet på sit værelse i tre år og har ingen relationer til andre børn.
Det er desværre virkeligheden for mange familier,” fortæller Anne Sofie Bovin.
Klubben er ikke en erstatning for skole, men et mellemliggende tilbud, hvor børnene kan få en pause fra ventelister og lange sagsbehandlingstider.
Her kan de komme sammen med en forælder eller omsorgsperson, der også deltager aktivt.
“Vi spiller rundbold, laver bål og hygger os.
Det er os forældre, der står for det praktiske, men vi håber på sigt at kunne ansætte en pædagog, som de har gjort i Aarhus,” forklarer Anne Sofie.
Lokaler, frivillige og stor opbakning
Klub Fristedet har fået lokaler stillet gratis til rådighed af Gestus Nord i Nørholm, og her vil de fremover mødes to gange om ugen – tirsdag fra kl. 14-17 og torsdag fra kl. 9.30-12.30.
“Vi er allerede seks familier, der deltager den første tirsdag, og interessen har været stor.
På bare to dage har vi fået 132 medlemmer i vores Facebook-gruppe.
Det viser desværre, hvor stort behovet er for et tilbud som dette,” siger Anne Sofie.
Klubben er afhængig af frivillige, og pædagogstuderende eller andre med lyst til at hjælpe er mere end velkomne.
CoolUnite har doneret 10.000 kr. til projektet, som er blevet brugt til opstart, materialer og de aktiviteter, som familierne skal samles om i klubben.
Et gratis tilbud uden ventelister
Klub Fristedet er gratis og henvender sig til børn fra 0.-9. klasse.
Forældrene håber, at klubben kan vokse og blive et fast tilbud for familier, der står i samme situation.
Projektet er som nævnt støttet af frivillige – og sådan skal det blive ved med at være.
“Kommunerne kan ikke stable noget lignende på benene hurtigt nok. Vi er trætte af at gå og vente på at vores børn får hjælp, og så må vi gøre noget selv,” slutter hun.


