Et fantastisk samarbejde: KLM er klar med endnu flere afgange fra Aalborg til Amsterdam
De seneste års kåringer taler deres tydelige sprog: Aalborg Lufthavn er og bliver landets bedste lufthavn.
For tredje år i træk blev lufthavnen i oktober kåret som Danmarks Bedste Lufthavn, ved Danish Travel Awards.
I en ny passagerundersøgelse for 2023, foretaget af KLM, bliver Aalborg Lufthavn endnu engang anerkendt, for Air France-KLM har nemlig kåret lufthavnen til intet mindre end Europas bedste kundeoplevelse.
“Vi ved, hvor vigtigt det er for vores kunder, at kundeoplevelsen er i top inden afrejsen og ved ankomst. Det samme gør Aalborg Lufthavn, som altid leverer på internationalt topniveau, og som vi altid har et fantastisk samarbejde med,” sagde Anita Wagner Feddersen, salgsdirektør i Air France-KLM, i forbindelse med kåringen.
Samarbejdet med Air France-KLM er noget helt specielt for Aalborg Lufthavn, og nu udvider de endnu engang samarbejdet – til gavn for kunderne.
Hele verden er kun ét stop væk
Aalborg Lufthavn er en port til en verden af rejsemuligheder.
Du kan flyve til/fra København flere gange dagligt, direkte til eksotiske himmelstrøg eller til fantastiske storbyer.
Aalborg Lufthavn har igennem mange år haft et tæt samarbejde med KLM, der kun er blevet stærkere år for år.
Siden 2011 har man nemlig kunne flyve mellem Aalborg og Amsterdam Airport Schiphol.
Med en overskuelig rejsetid på bare 1 time og 20 minutter ankommer du til Europas fjerdestørste lufthavn, hvor fra du kan rejse til mere end 150 destinationer i hele verden – lige fra Europa til USA, Sydamerika og Asien.
Verden er – bogstaveligt talt – kun ét stop væk.
Endnu flere afgange til/fra Amsterdam
Årligt benytter cirka 200.000 passagerer den populære rute, og nu er der endnu flere gode nyheder til både erhvervskunder og dig, der drømmer om endnu flere spændende rejsedestinationer.
KLM har nemlig valgt at sætte endnu flere fly ind i 2023/2024-sæsonen, så der nu også vil være fire daglige afgange til Amsterdam i vintersæsonen.
“Samarbejdet med KLM går jo efterhånden lang tid tilbage, og de er en af vores vigtigste samarbejdspartnere. Derfor er vi også enormt stolte af, at de har valgt at øge antallet af afgange om vinteren, som både kommer vores privat- og erhvervskunder til gode,” siger salgs- og marketingdirektør Martin Svendsen.
De fire daglige afgange flyver fra Aalborg henholdsvis klokken: 06.00 (06.30 i sommerprogrammet), 10.15, 14.15 og 18.10.
“De mange afgange dagligt giver en masse fleksibilitet for vores kunder, og den er dermed også med til at styrke den gode kundeoplevelse, som er så vigtig for os her i lufthavnen, for man kan stort set rejse til Amsterdam – og dermed også videre ud i verden – når man vil,” forklarer Martin Svendsen.
Et samarbejde til gavn for hele Nordjylland
Udvidelsen af den vigtige rute er med til at styrke det tætte bånd mellem Aalborg Lufthavn og Air France-KLM, og samarbejdet er mere end “blot” ruten mellem Amsterdam og Aalborg.
Air France-KLM spiller nemlig også en vigtig rolle i det tætte samarbejde med erhvervslivet, hvor deres store erfaring, gode service og mange destinationer er med til at styrke forretningsforbindelser på globalt plan.
Air France-KLM’s omfattende netværk af destinationer åbner døre for erhvervslivet, hvilket giver mulighed for nem adgang til vigtige markeder verden over.
“Derudover er der også et forbilledligt samarbejde mellem Air France-KLM og de mange jyske rejsebureauer, som benytter Aalborg Lufthavn til at sende mange danskere på fantastiske rejser ud i den store verden,” siger Martin Svendsen.