Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor forvandling: Nu genåbner populær genbrugsbutik i midtbyen

Af Stine Kjølby Christensen

Er du én af de mange nysgerrige, der har kigget ind af vinduerne i Kirkens Genbrug på Boulevarden den seneste tid, og har du måske bemærket, at butikkens lokaler oser af aktivitet, selvom butikken har været lukket siden sidste år.

Det skyldes, at der lige nu bliver arbejdet på højtryk med både rengøring, oprydning, udsmidning og dekorering, så butikken står knivskarpt til genåbning senere på måneden.

Genbrugskonsulent Annette Iversen fra Samvirkende Menighedsplejer, har været primus motor bag projektet, og
siger om den store forvandling:

“Vi har bogstavelig talt givet butikken i Aalborg helt nye klæder.

Vi har på alle måder fået butikken ‘støvet af’ og skabt lys og luft omkring alle de lækre varer, vi har på bøjlerne, så butikken fremstår mere åben og indbydende”, lyder det fra Annette.

Udelukkende tøj og tilbehør

Når butikken genåbner i slutningen af februar, vil man nemlig primært finde butikkens varer udstillet på bøjler.

Butikken sælger ikke længere porcelæn og nips-genstande, men satser i stedet på velholdt secondhand/vintage-tøj og tilbehør.

“Vi ser lige nu en yngre generation, som har fået øjnene op for værdien af recycling, og den målgruppe vil vi gerne imødekomme i deres efterspørgsel på secondhandtøj til at forny garderoden på bæredygtig vis”, fortæller
Annette Brinch.

Bæredygtighed og socialt ansvar i fokus

Netop bæredygtighed og det sociale ansvar er noget man værner om og tager med sig fra det tidligere
samarbejde med Parasollen, selvom Kirkens Genbrug nu udelukkende drives af Samvirkende Menighedsplejer.

“Vi er allesammen nødt til at tænke bæredygtighed ind i vores liv og hverdag.

Både når det kommer til at sænke ressourceforbrug og CO2-udslip, men også bæredygtighed i mere social og menneskelig forstand.

Vores engagement i genbrugsbutikken handler derfor også om, at give et overskud videre til dem, som har brug for
det”, lyder det fra frivilligkoordinator, Line Kjær Jørgensen, fra Aalborgprovstiers Menighedspleje.

Line fortæller, at overskuddet fra butikken bl.a. kommer til at gå til Folkekirkens Feriehjælp, støtte til psykisk
sårbare, støtte og netværk til familier og enlige i akut nød, aflastnings-, besøgs- og vågetjeneste samt julehjælp.

Brug for nye frivillige til et levende fællesskab

Butikken står snart tip-top-klar – så nu mangler der bare det vigtigste: De frivillige.

“Vi har allerede et erfarent mandagshold, som tidligere har været med til at drive genbrugsbutikken, men vi mangler i den grad hænder, der kan være med til at give den ‘nye’ butik liv,” fortæller frivilligkoordinator, Line, som uddyber, at visionen er, at få både en ældre og en yngre generation til at arbejde sammen:

“Vi vil gerne være med til at skabe et levende fællesskab her.

Et fællesskab, som ikke blot handler om at drive en butik og få nogle penge i kassen, men som også handler om at dæmme op mod fx ensomhed og skel mellem fx kultur og generationer.

Et unikt fællesskab på tværs af forskellige baggrunde og aldre, hvor man samtidig kan være med til at gøre en forskel for andre”, siger Line Kjær Jørgensen.

Alle der kunne være interesseret i at være frivillig er mere end velkomne i butikken på torsdag 10/2, hvor der afholdes infomøde klokken 16.30.

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien