Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Magt, sex og intriger: King Lear imponerer på Teater Nordkraft

Af Jens Erik Møller

Shakespeare… Mange kan måske allerede mærke et gab, der er på vej, og et par øjne, der bliver ekstra tunge.

Men sådan behøver det ikke være.

For selvom Shakespeare for mange kan lyde som noget, der hører fortiden eller gymnasiets pensum til, så bliver Teater Nordkrafts opsætning af det klassiske King Lear tværtimod anderledes forfriskende med et spændende strejf fra nutiden.

Magt, sex og intriger

Instruktør Mikkel Harder Munck-Hansen har valgt at skære historien skarpt til og blæst det flere hundredårige Shakespeare-støv af, så den passer til unge og ældre anno 2019.

Tempoet er sat op, og der er skåret kraftigt i historien, så den gamle fire timers forestilling nu kan spilles på kun 90 minutter.

King Lear er en historie fuld af dramatik, liderlighed og intriger – når man laver Shakespeare, må man ikke fedte med det.

Det er teater for fuld udblæsning, men når Teater Nordkraft beskæftiger sig med det, bliver det selvfølgelig sat ind i en nutidig ramme.

Scenografi og kostumer er inspireret af nutidens Aalborg.

Der er meget natur i King Lear, fordi naturen på Shakespeares tid var noget voldsomt, uforudsigeligt og potentielt ødelæggende; i 1606 kunne man dø i en storm.

Men i dag er naturen noget, vi opsøger i fritiden. De farlige omgivelser er derfor oversat til nogle af de steder, hvor nutidens mennesker føler sig utrygge:

En stor, tom parkeringskælder, en motorvejsrabat, let øde industriområde er steder, hvor mennesker i dag føler sig små og udsatte.

Men selvom teatret har droppet pibekraver og hedelandskaber, er den berømte grundhistorie den samme.

En rig og magtfuld familie, der er vant til alles andres beundring og smiger, og til at besidde absolut magt og rigdom.

En familie, der kan ændre lovene, som det passer dem, udskrive skatter, dømme folk til døden og benåde forbrydere.

Hvad sker der med sådan en familie, når magten kommer i ubalance?

Når familiens overhoved – den gamle kong Lear – ønsker at træde tilbage?

Hvad sker der, når der pludselig opstår et magt-tomrum? Og hvilke kræfter slipper kongens abdicering løs, og hvor mange almindelige mennesker bliver klemt, når giganterne slås?

Magt, sex og intriger: King Lear imponerer på Teater Nordkraft

Historien er også aktuel i dag

Selvom historien har mere end 400 år på bagen, så er den desværre sørgeligt aktuel.

Instruktør Mikkel Harder Munck-Hansen, tidligere skuespilchef for det Kongelige Teater, mener, at stykket er et godt bud på en kunstnerisk bearbejdning for vores hverdag i dag.

”Lear taler til os i dag på tværs af tiden, om magten der flytter sig rundt, og om folket der har svært ved at gennemskue og forstå det.

I forskellige tider flytter magten forskellige steder hen; den følger pengene, og demokratiet og institutionerne har svært ved at følge med. Lige nu er nationalstaterne og dermed demokratierne måske ved at miste grebet om magten til globale selskaber, som opererer på tværs af grænser og love.

Verden er på mange måder et svært sted lige nu – blandt andet fordi det er mudret, hvor magten ligger. Hvem har initiativpligten til at løse problemerne?

Vi er i en tilstand af kaos – som kong Lears tre døtre, der har fået magten, men ikke helt har fået den alligevel. Og hvem er det lige, der laver den store, overordnede plan for at løse for eksempel klimakrisen?

Den frustration over magtens tomrum er lige så levende for os, som den er for Lears døtre,” siger instruktøren.

King Lear havde officiel premiere på Teater Nordkraft 6. marts, men du kan stadig opleve dramaet på udvalgte dage fra onsdag d. 13. marts til og med 22. marts.

Læs mere, og køb billet via Teater Nordkrafts hjemmeside.

Del artikel

Andre læser også