Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nye baner på vej: Fodboldklub i Aalborg får donation på 202.500 kr.

Af Stine Kjølby Christensen

Ved fodboldklubben Aalborg KFUM kommer der snart til at være endnu mere liv og aktiviteter.

Salling Fondene har nemlig via Bilka Skalborg støttet klubben med 202.500 kroner til etableringen af to pannabaner, som kan bruges af alle.

Salling Fondene har via en indstilling fra Bilka Skalborg doneret 202.500 kroner til Aalborg KFUM, så klubben kan få opført to pannabaner, der skal være med til at skabe endnu mere aktivitet og liv ved klubben.



Panna er en fodboldkamp af tre minutters varighed, hvor det handler om at lave flest mål – endnu bedre er det, hvis man laver en tunnel på sin modstander.

En tunnel kaldes en panna, og det er det bedste mål, man kan score i kampen.

Hvis man laver tunnel, betyder det nemlig, at du vinder kampen på en ren og skær knock-out – uanset stillingen inden.

Skal bruges i døgndrift

De to pannabaner bliver til glæde og gavn for Aalborg KFUM’s medlemmer og øvrige, der har lyst til at benytte banerne.

“Der er ingen tvivl om, at det betyder alverden for de unge medlemmer, at vi får to pannabaner, og jeg er sikker på, at de nærmest kommer til at blive brugt i døgndrift.

Vi vil gerne have dem så tæt på vores klubhus som muligt, og det betyder, at der kommer endnu mere liv omkring det,” fortæller forretningsfører i Aalborg KFUM Fodbold, Anders Christensen.

Han drømmer om, at banerne står klar, når forårssæsonen begynder.

Et stort hit

Tidligere har Aalborg KFUM Fodbold lånt nogle pannabaner i forbindelse med arrangementer, og hver gang har de været et stort hit blandt børn og unge, og derfor ser han også frem til, at klubben får sine egne.

I forvejen er der en teqball-bord ved klubben, så med pannabanerne bliver der skabt et aktivitetsområde.

Det glæder varehuschef i Bilka Skalborg, Peer Thomassen, at donationen kan være med til at gøre en forskel for lokalområdet. 

“Vi er enormt stolte over at kunne bidrage med så stort et beløb til det lokale foreningsliv.

Aalborg KFUM er en klub, der gerne vil fastholde flest muligt i længst mulig tid, så medlemmerne kan blive ved med at dyrke idræt med fokus på klubbens værdier, som bygger på fællesskab, ordentlighed og udvikling, og den mission kan vi som varehus kun støtte op om,” siger han. 

Mange ansøgninger fra lokalområdet

Peer Thomassen er beæret over alle de ansøgninger, der er kommet fra lokalområdet.

“Det er altid svært at vælge én ud af mange, for alle ildsjæle fortjener opbakning til at føre drømme ud i livet.

Vi ser det som en særlig ære, at Salling Fondene via Bilka Skalborg donerer til lokalområdet, og det er en opgave, vi går til med stor taknemmelighed og omhu,” siger han. 

Aalborg KFUM arbejder fokuseret på at være et samlingspunkt i lokalområdet, der har vist sig gavnligt for omkringliggende skoler, hvis elever har benyttet sig af klubbens gæstfrihed i frikvarterer.

Vil gøre en forskel for børn og unge

Salling Fondene har i denne donationsrunde uddelt i alt to millioner kroner til ni projekter, der er indstillet via otte forskellige Bilka-varehuse fordelt over det meste af landet.

Bilka har et stort ønske om at gøre en forskel for specielt børn og unge, og derfor skal donationerne støtte lokale initiativer, der gør en væsentlig forskel for sport, sundhed og trivsel blandt børn og unge i lokalsamfundet.

Der er kommet ansøgninger til en lang række forskellige projekter fra hele landet – ud af dem er der valgt ni projekter, der får en donation.

Heriblandt altså Aalborg KFUM. 

“Vi er rigtig glade for, at vi kan være med til at støtte lokalsamfundet samt fremme sundhed og trivsel blandt børn og unge.

Vores varehuse har igen indstillet rigtig mange gode initiativer, som virkelig kan være med til at gøre en forskel for lokalområdernes børn og unge mennesker.

De ni projekter, som vi har indstillet til en donation fra Salling Fondene, er nøje udvalgte.

De er meget forskellige, og vi glæder os over, at vi nu kan løfte sløret for, hvilke projekter, der har fået donation fra Salling Fondene via indstilling fra Bilka,” siger direktør i Bilka, Mark H. Nielsen.   

FAKTA:

  • Siden 2020 har Bilka og A-Z’s 19 lokale varehuse indstillet en række lokale projekter, der støtter børn og unges sundhed og trivsel til donation fra Salling Fondene
  • Det er de enkelte Bilka-varehuse og A-Z, der finder, udvælger og indstiller projekterne, som de forventer vil gøre den største forskel for deres lokalområde
  • Donationerne er på mellem 100.000–250.000 kroner
  • Siden 2020 har Salling Fondene doneret 11,6 millioner kroner til 54 forskellige projekter, der har været indstillet via Bilka
  • Det er Købmand Herman Sallings Fond, der har doneret de 202.500 kroner til Aalborg KFUM

Del artikel