Nyt graveprojekt sat i gang: Forventes at være færdigt i 2065
I maj skete det endelig: Omdannelsen af J.F. Kennedys Plads var omsider færdig.
Pladsen blev indviet med promp og pragt, og alle glædede sig over, at det nu var slut med massivt vejarbejde lige midt i én af Aalborgs travleste trafikknuder.
Glæden varede dog kort.
I midten af juni startede et nyt graveri nemlig på selv samme sted, og forventes at løbe helt til oktober 2023.
Nyt projekt i kommunen
Denne gang er der dog andre årsager bag. Aalborg Kommune har nemlig startet et projekt inden for separatkloakering.
Det lyder måske komplekst, men faktisk er det blot en del af kommunens vision om at klimasikre byen og dens undergrund.
I dag strømmer regn- og spildevand nemlig ofte sammen i samme rør, hvorefter det hele sendes til rensningsanlægget.
Med separatkloakering vil kun spildevandet blive ført til rensningsanlægget, mens regnvandet vil blive ledt direkte ud i søer, vandløb og fjorden.
Dette vil reducere risikoen for oversvømmelser, da det aflaster kloaksystemet under kraftig regn og sikrer, at regnvandet kan løbe frit væk uden at overbelaste rørene.
Bliver jeg berørt?
Selvom separatkloakering er et stort og tidskrævende projekt, er det nødvendigt for at sikre Aalborg Kommune mod fremtidige udfordringer med klimaændringerne.
Arbejdet med at adskille regn- og spildevand er allerede i gang i de områder, hvor regn- og spildevandet løber sammen i samme rør.
Projektet forventes at strække sig helt frem til 2065, og som borger vil du modtage en varsling fra kommunen 5 år, inden din ejendom skal separatkloakeres.
Hvis du ikke allerede har modtaget denne information, kan du forvente, at der er mindst 5 år til, før det berører dig.