Blandt Jyllands bedste: Kendt medie hylder Aalborg-restaurant

Søren Birch og co. på Alimentum må have svært ved at få armene ned i disse tider.
Den 16. juni opnåede de den ultimative hæder, da de hev den eftertragtede Michelin-stjerne hjem til Aalborg og Nordjylland.
Siden da har Alimentum haft rygende travlt – og den travlhed bliver næppe mindre i de kommende måneder.
For nu har de opnået intet mindre end 6 ud af 6 stjerner i en anmeldelse i Danmarks førende specialiserede mad- og vinmagasin.
Det er magasinet Gastro, der har sendt René Langdahl Jørgensen forbi restauranten – i øvrigt lige inden Alimentum fik stjernen i hus.
Læs også: Aalborgs første Michelin-stjerne: I dag fik Søren en helt særlig pakke På toppen af den jyske spisescene
“Denne restaurant placerer sig på toppen af den jyske spisescene”.
Så kort og godt lyder det i overskriften på anmeldelsen, der kun har roser til overs for den overlegne oplevelse på Alimentum.
Gastro har anmeldt menuen ’Primus’, der sammen med standardvinmenuen løber op i en samlet pris på 2.500 kr. pr. kuvert.
Gastro fremhæver Alimentums menu Primus som et skoleeksempel på, hvordan enkle præsentationer kan gemme på imponerende kompleksitet. Med råvarer fra økogården Lille Østergaard og havet omkring Nordjylland leverer restauranten alt fra raffinerede snacks til intense hovedretter med hummer og sommerbuk – afsluttet med elegante desserter.
Magasinet roser både smag, samspil og betjening og placerer Alimentum helt i toppen af Aalborgs gastronomiske scene.
Du kan læse hele anmeldelsen her.
Læs også: Voldsom interesse: Alimentum fik stjernen – og blev væltet af bookinger