Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kendt fra Kurs mod fjerne kyster: Charmerende brødre gæster Aalborg i næste uge

Af Nathalia Hentze Nielsen

Der var rigtigt mange danskere, der trofast fulgte med, da Mikkel Beha Erichsen og familien sejlede verden rundt på Havana i programmet Kurs mod fjerne kyster.

Efterhånden som rejsen udfoldede sig, og man blev mere intimt bekendt med familiemedlemmerne, trådte de to krølhårede og storsmilende brødre, Emil og Theis, frem som programmets helt store stjerner.

Det charmerende makkerpar var kun 20 og 23 år, da deres tre år lange verdensomsejling startede og nu – fire år efter at første sæson løb over skærmen – er Emil og Theis Erichsen igen sammen på landsturné med deres populære foredrag.

Jorden rundt med Emil, Theis og Havana kommer heldigvis også til Musikkens Hus i Aalborg mandag den 28. oktober fra kl. 19.00 til 21.00.

Her vil de to erfarne sejlere bl.a. dele alt det, der skete når kameraet ikke rullede og svare på spørgsmål fra publikum.

Og der er bestemt nok at tage fat i efter tre år, hvor besætningen levede så tæt, at man kunne følge med i hinandens toiletbesøg.

Kom helt tæt på

Emil og Theis er vokset op i Danmarks nok mest kendte sejlerfamilie med far Mikkel Beha Erichsen og farfar Troels Kløvedal som forbilleder, og livet til søs var allerede en stor del af deres liv som børn.

Undervejs i foredraget vil publikum komme med på en rejse tilbage i barndommen, hvor brødrene reflekterer over, hvordan livet på havet har rustet dem til voksenlivet og givet dem en stor portion nysgerrighed og glæde til den forunderlige verden, vi lever i.

En aften med Emil og Theis er i det hele taget garanti for masser af godt humør – og grin.

Med videoklip og billeder fra deres store rejse fortæller de humoristisk og indlevende om jordomsejlingen, om fællesskabets styrker og om at lære andres styrker og svagheder at kende.

Du vil også få et helt unik indblik i brødrenes tætte forhold og forskellige personligheder – for selvom de nærmest ligner tvillinger, er Emil og Theis helt deres egne.

Det er tredje gang, at Emil og Theis besøger Musikkens Hus og med propfulde sale næsten hver gang, må foredragsholderne siges at være meget populære i Aalborg.

Billetter til foredraget købes hos Tikko lige her.

Hvad: Jorden rundt med Emil, Theis og Havana

Hvor: Musikkens Hus, 9000 Aalborg

Hvornår: Mandag 28. oktober, 19.00-21.00

Del artikel

Andre læser også