Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kendt for deres burgerdressing: Jin Shing er efter 32 år stadig en succes

Af Michael Qureshi

For nogen ligger restauranten på den “forkerte” side af Fjorden.

Men hvis man er fra Aalborg og omegn, så kender man selvfølgelig grillbaren Jin Shing. Man har formentlig også smagt deres burger med den legendariske dressing, som også sælges i nordjyske supermarkeder.

Eller deres bøfsandwich, hvor burgeren bader i brun sovs. Og ikke mindst der buffet med et kæmpe udvalg af asiatiske retter.

I år er det 20 år siden, at brødrene Hung Han Tang og Hung Chanh Tang overtog Jin Shing fra deres forældre. Det er et jubilæum, de naturligt nok er stolte af. Forældrene flygtede fra Vietnam og skulle være havnet i New York.

Åbnede grillbar på Hjørringvej

I stedet blev det Nr. Uttrup og i 1985 for 32 år siden åbnede de grillbaren på Hjørringvej i Nørresundby.

Det er en præstation i sig selv, at en grillbar kan holde sig kørende i mere end 32 år med mere moderne gastronomiske tider i Danmark. Endnu mere imponerende, at Jin Shing år efter år afleverer et årsregnskab med millionoverskud.

Kendt for deres burgerdressing: Jin Shing er efter 32 år stadig en succes

MigogAalborg tog en tur over Limfjorden for at få opklaret, hvad der gør, at Jin Shing stadig er så populær.

“Folk kommer for den gode imødekommende service, og man får rigtig meget mad for pengene her. Vi har rigtig mange stamkunder, og det er et stort skulderklap. For hvis gæsterne kommer igen, så betyder det jo, at de har haft en god oplevelse,” fortæller Hung Han Tang med et stort smil.

Boom i 80’erne på kinesiske grillbarer

Det var i 80’erne, hvor Jin Shing åbnede, at de kinesiske grillbarer for alvor boomede. Mange har siden drejet nøglen om, eller lever lidt anonymt. Kommer man over på Jin Shing i en weekend eller på en anden travl dag er der oftest kø helt ud på vejen.

“Vi har rigtig travlt, og det er dejligt. Gæsterne kan lide at være her, og de kan lide maden. Vores største dag på året er helt klart 1. januar. Vi står 9 mand bag disken og tager imod bestillinger, og der er kø helt ud på vejen. Vi havde et år, hvor en af vores stamkunder havde ringet forgæves 36 gange, det viste hun os på telefonen bagefter,” siger Hung Chanh Tang.

Begge brødre slår op i et grin.

Kendt for deres burgerdressing: Jin Shing er efter 32 år stadig en succes

Har to faste onsdagsklubber

De har blandt andet også to onsdagsklubber som stamgæster.

“Vi har en onsdagsklub fra Ellidshøj, der er kommet her i 20 år. Da de startede var deres mindste en baby. Nu sidder han her og drikker en øl om onsdagen. Så har vi også en svømmeklub, der kommer her lidt sent om onsdagen, når de har svømmet. Det er virkelig hyggeligt, at vi kan være rammen for gode traditioner.”

Og så er der den berømte burgerdressing. Bliver de nogensinde krydsforhørt på opskriften?

“Ja, mange gange. Hvis vi er til fest, og folk bliver lidt fulde, så prøver alle at få hemmeligheden ud af os. Men vi holder på den, haha. Det var vores forældre, der opfandt den for så mange år siden. De prøvede sig bare frem med nogle forskellige ingredienser, og pludselig var den der bare. Så var det noget, som rigtig mange kom igen for at få, og så er opskriften bare gået i arv,” forklarer brødrene.

Sælges i over 20 supermarkeder

I dag sælges den i over 20 forskellige supermarkeder i Nordjylland blandt andet i en række Meny-butikker.

“Min bror arbejdede i Superbest i Vestbyen, så han spurgte en dag sin daværende chef, om de ikke skulle prøve at sælge den her dressing. Siden er det blevet meget populært blandt supermarkederne i Nordjylland, og det er vi da rigtig stolte af. Måske en dag vi vil forsøge at markedsføre den i hele i Danmark,” lyder det fra Hung Han Tang.

Kendt for deres burgerdressing: Jin Shing er efter 32 år stadig en succes
Den berømte burger

Kendt for deres burgerdressing: Jin Shing er efter 32 år stadig en succes

Selv om Jin Shing har været en succes igennem så mange år, så har man alligevel holdt igen med at åbne en butik mere. Aalborg midtby eller Vestbyen havde eksempelvis været oplagt. Men det har ikke været aktuelt.

“Hvis du opbygger en god forretning, så er det svært at åbne en anden. For du kan ikke være to steder, og Jin Shing lever rigtig meget på den gode service, og på at vi selv er tilstede.

Men vi kan da godt mærke, at der kommer større konkurrence inde i Aalborg. Der er virkelig kommet mange restauranter og cafeer på det seneste, så vi holder fast i Nørresundby,” lyder det.

Begge er udlærte kokke

Som nævnt så er det 20 år siden, at brødrene som henholdsvis 23 og 21 årige overtog forældrenes grillbar. Begge var udlærte kokke og drømte om at drive deres eget. I dag skaber de flere arbejdspladser til blandt andet udenlandske studerende.

Kendt for deres burgerdressing: Jin Shing er efter 32 år stadig en succes

Deres 20 års jubilæum bruger de også til at give et godt tilbud. Hver lørdag og søndag her i august koster frokostbuffeten 89 kr. – og 45 kr. for børn under 12 år.

Det var så populært, da de åbnede med det i sidste weekend, at de sidste lørdag havde 136 bordbestillinger til frokost.

“Vi ønsker at give noget tilbage til vores mange kunder, og vi er glade for, at det er blevet taget så godt imod. Hvem ved, hvis det bliver en succes, så fortsætter vi også med det efter august.”

Du kan følge Jin Shing på Facebook, som har over 7000 følgere

Del artikel

Andre læser også