Klar med millioner til lokale formål: Kendt fond i kæmpe forvandling i Aalborg

Spar Nord Fonden skifter navn til Nordjyllandsfonden og markerer dermed starten på et nyt kapitel i fondens historie.
Samtidig flytter fonden senere i marts ind i nye lokaler midt i Aalborg.
Navneskiftet trådte i kraft 5. marts og kommer efter, at fonden sidste år solgte sine aktier i Spar Nord Bank til Nykredit.
Med salget følger en naturlig løsrivelse fra banken, men også et fortsat stærkt fokus på Nordjylland.
“Vi står midt i en forandringsperiode, hvor den nye Nordjyllandsfond skal formes.
Salget af Spar Nord-aktier giver et solidt udgangspunkt for fondens videre udvikling,” siger bestyrelsesformand Michael S. Dahl, som samtidig træder ud af bestyrelsen.
Ny bestyrelsesformand er netop udpeget.
Det er Rikke Christoffersen, som til daglig er direktør for Aalborg Handelsskole.
Ny næstformand er Lasse Nyby, som er tidligere administrerende direktør i Spar Nord.
Flytter ind centralt i Aalborg
Den nye Nordjyllandsfonden får fremover adresse på Strandvejen 3 tæt ved Limfjordsbroen.
Ifølge fondsdirektør Bo Uggerhøj hænger både navneskift og placering tæt sammen.
“Navnet tager udgangspunkt i fondens oprindelige navn fra 1990, hvor stifteren netop kaldte den Nordjyllandsfonden.
Samtidig er det et bevidst valg, at fondens base fortsat skal have et stærkt afsæt i Nordjylland,” siger han.
Samtidig er ambitionen, at et flertal af fondens bestyrelsesmedlemmer fremover skal have en stærk tilknytning til landsdelen.

Flere millioner til lokale projekter
Nordjyllandsfonden vil fortsat støtte almennyttige projekter og lokale fællesskaber – både i Nordjylland og resten af landet.
I 2026 har fonden et uddelingsbudget på 160 millioner kroner.
Heraf er 40 millioner kroner øremærket lokale initiativer, hvilket er en fordobling i forhold til niveauet for to år siden.
“Det lokale engagement har altid været en del af fondens DNA, og det vil det fortsat være,” siger Bo Uggerhøj.
Baggrunden for ændringerne er salget af Spar Nord Bank til Nykredit.
Handlen blev godkendt i maj 2025, og fonden modtog efterfølgende godt fem milliarder kroner for sine aktier.
Pengene bliver nu investeret med det formål at sikre et stabilt afkast, så fonden også fremover kan støtte projekter og fællesskaber i hele landet.