Helt unikt i Aalborg: Kendt erhvervsprofil sælger vild lejlighed midt i byen

Der findes mange lækre lejligheder til salg i det centrale Aalborg.
Men det er yderst sjældent her i en af landets største byer, at man kan flytte direkte ind i en luksus-lejlighed, uden selv at medbringe et eneste møbel.
Fænomenet er kendt fra især internationale storbyer som New York og London, og det findes også flere steder i København.
Normalt er det dog leje-lejligheder, som man kan flytte ind i fuldt møbleret.
Læs også: Støt lokalt: Få lækker Takeaway fra flere af Aalborgs bedste til 70 kr.

Fuldt møbleret fra Brdr. Sørensen
Ud fra Tinglysning på adressen kan man se, at det er den kendte erhvervsprofil fra Aalborg, Anders Børsen, som nu har valgt at sætte sin lejlighed til salg fuldt møbleret fra øverste hylde af bl.a. Brdr. Sørensen.
På sin Linkedin-profil har den tidligere CEO og stifter af Rarewine Invest Anders Børsen tidligere i 2020 skrevet, at han er åben for investeringer i nyere virksomheder, der har skalerbart potentiale, og at det også gerne må være i Europa eller de Forenede Arabiske Emirater.
Noget tyder altså på, at han er på vej til udlandet.
Meget sjældent det sker
Det er Nybolig Palle Ørtoft, som har fået den unikke lejlighed til salg på Borgergade i det centrale Aalborg, og her er man begejstrede for muligheden for muligheden for at sælge en lejlighed fuldt møbleret med så mange detaljer.
“Det er meget sjældent, at der udbydes en fyldt møbleret lejlighed på salgsmarkedet.
Det er endnu mere sjældent, at det er en lejlighed, hvor sælger har valgt inventar fra øverste hylde, uden at tænke på købsprisen.
Størstedelen af inventaret er enten nyt eller op til to år gammelt,” fortæller Tobias Nielsen, indehaver af Nybolig Palle Ørtoft Lejligheder til MigogAalborg.
En af de vildeste lejligheder til salg i Aalborg
Han fortsætter;
“Lejligheden er indrettet i tæt samarbejde med Brdr. Sørensen, som jo er kendt for høj kvalitet på deres møbler, og man må bare sige, at der ikke er noget at sætte en finger på i lejligheden. Den er fuldstændig gennemført ned til mindste detalje.”
Boligen er på 184 kvadratmeter med fem værelser og er udbudt til en pris på 4.395.000 kr.
“Jeg tør godt at sige, at det her er en af de vildeste lejligheder overhovedet til salg på markedet i Aalborg lige nu. Lejligheden har inventar til en vejledende salgspris på over 800.000 kr., og som følger med i prisen.
Jeg kunne godt forestille mig, at køber blev en, der bor i udlandet, men snart flytter til Aalborg,” forklarer Tobias Nielsen.
Anders Børsen fortæller til MigogAalborg, at han ikke har nogen kommentarer til lejlighedssalget.