Kender du ringen?: Nordjyllands Politi beder om hjælp til at identificere druknet kvinde

Opdateret 14.57: Kvinden er identificeret. Det skriver Nordjyllands Politi på X.
Havnen i Hals forbinder mange med sommer, sol og ferie, men i morges dannede kommunens populære ferieby rammen om en langt mere tragisk scene.
En kvinde blev fundet druknet i havnebassinet i Hals. Nordjyllands Politi har endnu ikke identificeret kvinden.
Derfor deler de nu et billede af kvindens fingerring og beder offentligheden om hjælp.
Gennemgår sagen grundigt
Det var en forbipasserende, der opdagede kvinden i vandet klokken 06.47 og kontaktede myndighederne.
“Vi sendte straks ambulance og flere patruljer til havneområdet i Hals, hvor vi kunne konstatere at kvinden var afgået ved døden. Vi har foretaget forskellige undersøgelser i området, men er ikke længere tilstede derude.
Vi har foretaget en del efterforskningsskridt, men for nuværende er der ikke noget der indikerer, at der ligger en kriminel handling bag kvindens død. Vi lukker naturligvis ingen muligheder, men går sagen grundigt efter i sømmene,” fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, politikommissær René Kortegaard.
Politiet har endnu ikke haft held med at finde ud af, hvem kvinden er, og opfordrer nu offentligheden til at henvende sig.
“Det er ikke lykkedes os at identificere kvinden og vi har endnu ikke haft nogle henvendelser, der har ledt til opklaring af hvem hun er.
Politiet er meget interesseret i at høre fra vidner eller andre, som kan have oplysninger, der kan hjælpe os med at identificere kvinden. Det gælder også, hvis man har videooptagelser eller billeder fra området,” beder vagtchefen.
Vagtchefen understreger dog, at politiet ikke kan udelukke, at kvinden er faldet i vandet langt fra Hals og er drevet ind i havnebassinet, ligesom det er uklart, hvor længe kvinden har ligget i vandet.
Det skal nærmere undersøgelser og en obduktion være med til at kaste lys over.
Signalement:
- Kvinde
- 55–70 år
- Spinkel af bygning
- Gråt hår
- Iført en pink jakke med blå syninger og blå lynlås
- Mørke bukser
- Sorte sko
- Bar en guldring med blå sten, med initialerne RFJ eller REJ (initialerne kan stamme fra en smykkevirksomhed)
Har du oplysninger i sagen, så kontakt politiet på telefon 114.