ANNONCE
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kedelig topplacering: Aalborg er Danmarks klamydia-hovedstad

Af Emil Kjær Jørgensen

Klamydia er mere udbredt blandt unge end nogensinde før.

Med over 30.000 tilfælde slog klamydiasmitten i 2021 atter rekord blandt danske unge. Selv på den anden side af en global pandemi vokser den mest udbredte sexsygdom i Danmark og truer folkesundheden.

Det kræver regionale og kommunale indsatser i hele landet at knække den stadigt stigende kurve.

Det skriver Sex og Samfund i en pressemeddelelse.

Bekymrende tendens

Et delvist nedlukket samfund i 2020 forhindrede ikke danske unge i at slå rekorder i klamydiatilfælde, og de nyeste tal fra 2021 er kun blevet højere. Ifølge Statens Serum Institut blev der i 2021 fundet 31.430 tilfælde i aldersgruppen 15-29 år. Desuden forventes mørketallet at være meget højere, fordi unge også er svære at få til lægen.

”Det er bekymrende, at danske unge igen slår denne kedelige rekord. Men endnu mere bekymrende er det, at mange er smittede uden at vide det,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.

Kedelig topplacering: Aalborg er Danmarks klamydia-hovedstad

I 2021 afsatte Danske Regioner 10 millioner kroner til at forebygge klamydiasmitte. Hensigten med aftalens udmøntning er, at det skal være muligt for alle landets kommuner at tilbyde unge gratis hjemmeprøvetagningstest for både klamydia og gonoré. Indtil videre er det kun en række kommuner, der i samarbejde med Sex & Samfund tilbyder unge gratis hjemmeprøvetagningstest for både klamydia og gonorré.

”Den gode nyhed er, at der er en vej til forebyggelse gennem god seksualoplysning og let tilgængelige test. Vi håber, at endnu flere regioner og kommuner vil være med til at styrke disse tiltag,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.

Fakta: Flest klamydiatilfælde per 1.000 unge i alderen 15-29 år i 2021

I 2021 var det Aalborg, der havde konstateret flest klamydiatilfælde per 1.000 unge i alderen 15-29 år med 36,9 tilfælde (Året før var det Kolding med 33,0). 

I Region Hovedstaden var det Frederiksberg (34,0), København (30,3) og Frederiksværk-Hundested (30,0).

I Region Sjælland var det Slagelse (29,5), Næstved (27,6) og Guldborgsund (26,5).

I Region Syddanmark var det Esbjerg (33,6), Kolding (32,6) og Vejle (32,1).

I Region Midtjylland var det Randers (33,8), Århus (33,3) og Syddjurs (33,3).

I Region Nordjylland var det Aalborg (36,9), Hjørring (33,1), Morsø (28,8) og Brønderslev-Dronninglund (28,8).

Unge mænd sakker bagud på testraten

Muligheden for at tage en test derhjemme uden at skulle bestille tid og møde fysisk op hos lægen er ifølge Majbrit Berlau nøglen til at bremse klamydiasmitten.

”Når vi spørger de unge er tryghed, hastighed og fleksibilitet det, som får dem til at foretrække en hjemmetest. Vi ved også, at særligt de unge mænd sakker bagud på testraten.

Så udover at gøre en klamydiatest mere nem og tilgængelig, skal vi i endnu højere grad sprede afgørende information om sygdommen og testmetoden – fx at både mænd og kvinders fertilitet kan påvirkes negativt af klamydia og at test på mænd ikke behøver at foretages som en podning i penis, men blot gennem en simpel urinprøve,” siger Majbrit Berlau.

Klamydia er den mest udbredte sexsygdom i Danmark. Sundhedsstyrelsen vurderer, at ca. 50.000 danskere årligt smittes med klamydia.

Klamydia er infektion i urinrøret, livmoderhalsen eller endetarmen. Symptomerne kan være udflåd eller svie, når man tisser, men klamydia optræder ofte uden symptomer.

Ubehandlet klamydia kan medføre nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen, kroniske underlivssmerter hos kvinder og betændelse i bitestikler blandt mænd.

Klamydia er let at behandle. Det sker med antibiotika.

Sex & Samfund tilbyder en gratis og sikker klamydiahjemmetest til unge i følgende kommuner: Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Hillerød Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ishøj Kommune, Københavns Kommune og Lolland Kommune.

Del artikel