Kæmpe fest i gaderne: Karnevalsparade indtager Aalborg i weekenden

På lørdag den 11. april forvandles gaderne i byen til en farverig fest, når Aalborg Karneval skyder årets karnevalssæson i gang med det traditionsrige Carrus Navalis.
Sambaskolen Poco Loco danser i forårssolen med sine nye dansere og trommeslagere for første gang, maskotten Karnevello spreder glæde blandt de yngste, og Kanonlauget markerer sæsonen med et brag.
Overalt vil rytmer, musik og dans få byen til at vibrere af liv.
Foråret skydes i gang
Marie Knudsen Fogh fra Aalborg Teater åbner dagen med en hyldest til forårets komme.
Hun sætter ord på den energi, der spirer i byen – lysere dage, liv, glæde og forårets magiske indvirkning på os.
Marie markerer ikke kun naturens spirende liv, men inviterer alle til at opleve starten på karnevalsæsonen.
“Foråret og karnevallet hører sammen – det handler om at samles, mærke livet og møde hinanden i en ny, sprudlende stemning. Carus Navalis er vores første tegn på at Aalborg Karneval er på vej,” siger Jeanett Kaare, talsperson for Aalborg Karneval.

Optoget får en særlig lydside
En ny, endnu ikke udgivet sang sætter ord på det, mange forbinder med karneval – nemlig modet til at være åben og møde nye mennesker.
Åh Buster optræder med sangen “Kommer du til karneval”. En sang, der kredser om det særlige ved karneval: At vi for en stund slipper kontrollen og møder hinanden uden forbehold.
“Sangen tager udgangspunkt i oplevelsen af at have været til karneval, hvor man pludselig taler med fremmede, hilser på flere, end man plejer, og i det hele taget er mindre optaget af, hvad andre tænker”, fortæller Åh Buster.
Med sangen håber Aalborg Karneval at der får mange til at mindes de venner, kærester og mennesker de har mødt under karneval.

Når byen samles om karnevallet
Traditioner er godt, men nogle gange får traditioner også lov til at blive skubbet list til.
Sådan har det været for Carrus Navalis, hvor frivillige krafter har lagt enorm energi i at få sat optoget sammen.
Så det hele er bundet sammen af frivillige hænder, og det gør optoget til noget helt særligt for karneval – det er nemlig frivilligheden Aalborg Karneval bygger på.
“Det er vigtigt for os at skabe noget sammen med vores frivillige, for giver mulighed for at nytænke vores oplevelser. Det er jo en kæmpe gave og en stor luksus som vi elsker,” siger Jeanett Kaare.
Carrus Navalis er en invitation til alle. Her kan man opleve den stemning, der opstår, når musik, dans og mennesker fylder gaderne.
Sambaskolen Poco Loco, Kanonlauget og Karnevello gør optoget til en fest for alle aldre – fra de mindste, der får high fives af Karnevello, til voksne, der mærker forårets fornyende energi og sambaens rytmer.
“Karneval handler jo om fællesskab og om at møde hinanden. Og når solen titter frem, og foråret begynder at spire, smiler vi lidt mere, og alt føles lidt lettere. Det er dét, Carrus Navalis kan – dagen sætter skub i alle dog kalder på karneval” siger Jeanett Kaare.
Hvad: Carrus Navalis
Hvornår: Lørdag den 11. April 2026, kl. 11.00 – 14.00
Opstart: Nordkraft og Ordkraft, Aalborg