Karnevalsglæde på kogepunktet: 9.000 gav den gas til Børnekarneval

Solen skinnede, konfettien glitrede – og Honnørkajen summede som en myretue, da tusindvis af børn og forældre lørdag deltog i Aalborgs traditionsrige Børnekarneval.
Arrangørerne bag karnevallet talte sig frem til hele 8.950 deltagere, og Aalborg Karnevals projektleder på Børnekarneval, Anita Støvring Ross, griner over hele ansigtet:
”Det var lige sådan en dag, jeg havde drømt om. Og næste år – jeg har allerede masser af ideer. Bare vent. ”
Festfyrværkeri af musik og glæde
Allerede fra start blev stemningen sat med fællesdans og musikalsk opvarmning fra Karnevello, der fik både store og små til at svinge hofterne, før paraden bevægede sig gennem byen mod Kildeparken. Her ventede en dag fyldt med kreativitet, leg og musik.
Parken var spækket med aktiviteter i børnehøjde – fra street art-maling og jonglering til kreative værksteder og karnevalsvogne, der kunne udforskes indefra. Børn i farverige kostumer kastede sig begejstrede ud i det hele, mens forældre fulgte trop med brede smil.
På scenen sørgede Karnevello og Katrine Bille for et festfyrværkeri af musik og glæde. Katrine Bille, kendt og elsket af mange børn, tryllebandt publikum og sluttede selv af med sit eget show.
Cirkus i børnehøjde
Et af årets nye tiltag i Kildeparken var de små oplevelsesscener, der skabte intime og sanselige møder mellem publikum og optrædende. En af dem var cirkus-scenen i børnehøjde, hvor blandt andet Kuffert Cirkus tryllebandt børnene med deres nærværende og legende forestilling. Oplevelsen blev endnu højere, da Stylte-Signe og hendes farvestrålende venner imponerede både store og små med høje tricks, balancekunst og Jon-G-Lør, der dansede sig gennem parken.
Det var levende, tæt på – og lige dér, hvor karnevallets magi opstår: når fantasien får lov til at fylde hele rummet.
Mek Pek rammer stadig
En af dagens helt store musikalske oplevelser kom, da Mek Pek indtog scenen med sin uforlignelige energi og børnevenlige charme. Med klassikeren “Åh Abe” som startskud blev både børn og voksne revet med i et show fyldt med grin, dans og fællessang. Publikum sang med for fuld styrke, og det var tydeligt, at Mek Peks musikalske univers stadig rammer lige i hjertekulen – uanset alder.
Det var en af de stunder, hvor hele Kildeparken gyngede i takt, og man næsten kunne glemme, om det var børnene eller de voksne, der havde det sjovest.
“Fællesskab og kreativitet er virkelig i højsædet på sådan en dag. Det er fantastisk at se børn og voksne være sammen om fest, leg og oplevelser – her er det umuligt ikke at blive revet med, og her kunne det jazz bare noget.” udtaler Jeane Kaare, talsperson for Aalborg Karneval.
Man må gerne gå omkuld
En af dagens absolutte højdepunkter var det festlige MGP-show på scenen. Her blev der sunget med på de årets tre største – Tempo, Aida og Otto. Der blev danset og sunget med på de velkendte melodier, og stemningen foran scenen nåede nye højder. Showet bød på farver, konfetti og masser af energi, og man kunne tydeligt mærke, hvor meget MGP-hitsene betyder for børnene.
Og ja – enkelte børn måtte kapitulere og faldt i søvn i klapvognen, men det må man også gerne, når man har givet den gas hele dagen i Aalborgs farverige karnevalsunivers.



