Husk det nu: Det koster 1500 kroner at tisse på gaden
Det er stilheden før stormen.
Snart eksploderer Aalborg Karneval ud i byens gader, og Danmarks mest hedonistiske fest går i gang.
Selvom det føles som om, alt kan lade sig gøre i fuldskabens uklare lys, er det vigtigt at passe godt på sig selv, andre og Aalborg.
Derfor har Nordjyllands Politi lavet et Facebook-opslag, hvor de gør opmærksom på, at de også vil være tilstede hele dagen – og deler ud af gode råd.
De kalder det deres karnevalsalfabet, og her er f.eks. den nyttige viden, at hvis du bliver taget i at tisse på gaden, får du en bøde på intet mindre end 1500 kroner.
Det er noget, der kan mærkes på pengepungen, så find hellere et offentligt toilet.
Læs også: Føreren blundede: Passager styrede bilen Her er politiets gode råd
Udover at gøre opmærksom på eventuelle bøder ønsker politiet også, at karnevalsdeltagerne passer på sig selv.
Derfor skriver de bl.a., at hvis du mister din mobil, kan du prøve at finde den på hittegodskontoret på Aalborg Politigård.
De anbefaler, at du lader glasflasker blive hjemme, så der undgås glasskår og flænger i fødder.
Husk at nej betyder nej! Respekter ordet, understreger de.
Undgå at miste dine venner ved at aftale gode gammeldags mødesteder på ruten.
Vejret bliver godt – 23 grader og sol – så husk at drik masser af vand.
Hvis du er til morgenfest, må du gerne skrue ned for musikken for at undgå at genere naboerne alt for meget.
Læs også: Den store karnevals-guide: Her er alt, du skal vide før Aalborg Karneval Sidst, men ikke mindst: Lommetyve elsker de store fester. “Bid skammen i dig og bær mormors pengekat med ære og værdighed,” skriver de.
Nordjyllands Politi afslutter opslaget ved at opfordre til at dele deres opslag og følge med på deres sociale medier for løbende informationer.