Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Karma Sushi stormer frem i hele landet: Men basen er i Aalborg

Af Michael Qureshi
Kasper Hansson er den ene af de to brødre bag Karma Sushi og VACA
Kasper Hansson er den ene af de to brødre bag Karma Sushi og VACA

Af Michael Qureshi

Det hele startede for 10 år siden med en restaurant i Frederikshavn, som fik en lunken modtagelse.

I dag er Karma Sushi en af de mest spændende sushi-kæder ikke blot i Danmark men i hele Europa. Der satses på de største byer i Danmark, hvor man allerede befinder sig i København, Aarhus og Aalborg.

På det danske marked satses der nu endnu hårdere på København, og man forbereder planerne til at indtage det internationale marked.

Karma Sushi skiller sig ud på sushimarkedet i Danmark. De fusionerer nordiske produkter med det japanske og franske køkken.

To Karma Sushi i Nordjylland

Det ser man i endnu højere grad i det nye menukort, som netop er lanceret. Jomfruhummer og sild er meget utraditionelt at mixe med det klassiske japanske sushi-køkken.

Men det har skabt en popularitet blandt danskerne, som slet ikke ser ud til at have toppet.

I Nordjylland findes der en Karma Sushi i Frederikshavn og i Aalborg.

Karma Sushi stormer frem i hele landet: Men basen er i Aalborg

Koncernen består ikke kun af Karma Sushi.

Man har også startet det nye trendy mexicanske Take Away-koncept, Vaca. Det er allerede blevet et stort hit i Aalborg i Reberbansgade. Men derudover har den landsdækkende koncern et meget tæt forhold til netop Aalborg.

Deres hovedkontor og centralkøkken er baseret i Nørresundby lige efter Limfjordstunnellen, og brødrene bag koncernen Morten og Kasper Hansson bor begge i Aalborg.

Morten er 33 år, og Kasper bliver 30 år. Så de er unge gutter med en masse erfaring allerede.



Det startede i 2007 i Frederikshavn

Det var Morten, der fandt på Karma Sushi-konceptet, forklarer brormand Kasper på kontoret i Nørresundby.

”Min bror Morten startede den første i Frederikshavn i 2007, hvor vi begge boede i vores unge år. Han var udlært som kok i København med speciale i det franske køkken.

På daværende tidspunkt var sushi lige blevet hot og trendy, så han fandt på at skabe sin egen version af sushi,” forklarer Kasper Hansson.

Karma Sushi stormer frem i hele landet: Men basen er i Aalborg

Morten Hansson fandt en japansk sushikok med mere end 30 års erfaring og blev lært op i den ædle sushi-art, mens han begyndte at eksperimentere med sine egen ideer.

Men det var ikke en guldrandet forretning de første år.

”Frederikshavn er en af de mere konservative dele af Danmark i forhold til nye spisevaner, så det tog noget tilvænningstid. Det begyndte at få noget opmærksomhed fra de svenske og norske turister, og pludselig tog det fart. Det gjorde, at vi åbnede en Take Away i Skagen og senere i Aalborg (2010),” fortæller Kasper.

Fik ændret konceptet – og fik succes

Siden fulgte nogle udfordrende år, hvor man hele tiden fik lærepenge, og blev klogere på det gæsterne efterspurgte.

Man hævede det gastronomiske niveau og ændrede konceptet fra rent Take Away til Karma Sushi-restauranter. Menukortene blev ens, og det fik en øjeblikkelig effekt. Folk kunne bedre forstå konceptet.

”Vi er hele tiden i udvikling som virksomhed, men det hjalp, at vi fik strømlinet koncepterne i alle restauranterne, og vi har de seneste år optimeret forretningsgangen, hvor vi eksempelvis ligger flere af processerne over i vores centralkøkken her i Nørresundby, for at få en ensartet høj kvalitet i alle restauranterne” lyder det fra Kasper Hansson.

Læs også: Gastromand besøger: Den hemmelige gourmet-restaurant Vesterbro

Det har også givet en effekt på regnskaberne, hvor selve koncernen i 2015 omsatte for 20 mio. kr. og havde et overskud på knap 2 mio. kr.

Ifølge brødrene bag selskabet har man investeret i flere restauranter i 2016, men kommer alligevel ud med et overskud i det regnskabsår, de netop har afsluttet.

Blandt andet har man investeret i at strømline indretningen i restauranterne.

Samarbejde med en af Danmarks bedste arkitekter

Har man været inde på en Karma Sushi vil man vide, at det føles lidt eksklusivt at være der på grund af indretningen.

Det skyldes blandt andet, at man i 2015 etablerede et værdifuldt samarbejde med en af Danmarks mest anerkendte arkitekter, Henning Larsen arkitekter.

Planen er, at hver gang der åbnes en ny Karma Sushi fremadrettet så skal den ligne de andre med fokus på stil og design.

Karma Sushi stormer frem i hele landet: Men basen er i Aalborg

”Vi har fem restauranter i Danmark i dag. Vi satser på at åbne to mere i København alene i år, hvis vi kan finde de rigtige lokationer. Derefter begynder vi at kigge på de udenlandske nærmarkeder som Sverige, Norge og Tyskland, hvor vi gerne skal begynde at åbne i 2020.

Vi har også vores overvejelser om at udvide med en restaurant mere i Aalborg, men det er der ikke truffet en beslutning om endnu,” lyder det fra Kasper Hansson.

Store planer med Vaca

Og så er der også Vaca. Et spritnyt mexicansk Take Away-koncept som har en butik i Aarhus, en i Reberbansgade, og omkring marts åbner man i Østerågade.

”Planen med Vaca er, at det skal ud over stepperne. Vi vil gerne ekspandere i Danmark, og på sigt også i udlandet. Indtil nu har det været et godt supplement til vores andre forretninger.

Det er meget konceptdrevet, så vi trækker på vores erfaringer med at drive Karma. Det har en meget hurtigere omsætningshastighed end Karma, og det har vist sig, at folk gerne vil have mexicansk mad med fokus på kvaliteten.”

Verdens bedste mainstream-sushi

Men kerneforretningen er stadig Karma Sushi, og der er høje ambitioner på kontoret i Nørresundby.

”Vi vil gerne lave verdens bedste mainstream-sushi. Vi vil have den højest mulige kvalitet, som skal være tilgængelig for alle. Det skal ikke være en gourmetoplevelse, for det kan vi ikke levere på kædeplan.

Men vi satser meget på kvaliteten af produktet, såvel som totaloplevelsen. Vi har også rejst meget rundt i verden og set på andre sushi-kæder, og vi har helt klart et koncept, der ikke findes derude i den store verden. Den fusion af det nordiske, franske og japanske køkken som vi har skabt, differentierer os på verdensmarkedet” forklarer Kasper Hansson.

Den største drøm følges med et smil, når han fortæller om den.

”Det er da at åbne en Karma Sushi i Tokyo. På Sushi’ens hjemmebane. Fiskekvaliteten i Japan er ekstrem høj, så det vil måske ikke være præcis samme Karma Sushi som i Europa. På det tidspunkt, kan der også være andre forhold der spiller ind. Men ikke desto mindre synes vi ikke, at der findes noget i Japan, som minder om vores koncept.”

Læste du?

Kræs for kødelskere: Her er byens nye hotte Take Away

Karma Sushi stormer frem i hele landet: Men basen er i Aalborg

Del artikel

Andre læser også