Trist nyhed: Karma Sushi er gået konkurs

I flere uger er gæster gået forgæves Ved Stranden, hvor restauranten Karma Sushi har haft lukkede døre.
MigogAalborg har flere gange henvendt sig til indehaverne bag den aalborgensiske restaurant, men uden et klart svar.
Nu viser det sig, at Karma Sushi er lukket for sidste gang.
I hvert fald fremgår det på en seddel på døren, at restauranten er konkurs.

Det er desværre ikke første gang, at sushirestauranten skal igennem dette.
Tilbage i 2020 kunne MigogAalborg fortælle, at de var under en konkursbegæring – og i 2022 ønskede de så at genåbne stedet – hvilket skete.
Byd på inventaret
Men knap fire år senere er det altså slut igen.
På døren hænger der nu et stort blå/hvidt opslag fra Auktionshuset dab A/S med teksten “KONKURSAUKTION”.
Heraf fremgår det, at virksomheden er erklæret konkurs, og at alle aktiver sælges via online auktion på auktionshuset.dk.
Derudover har MigogAalborg set et dokument, hvori der står, at Karma Sushi blev erklæret konkurs den 2. marts 2026.
Klikker man sig ind på auktionen, kan man da også bladre igennem en lang liste af inventar fra restauranten Ved Stranden.
Her bliver der blandt andet budt på Henning Larsen designborde og loungestole, barstole, designlamper i messing, kunstige træer og planter, gardiner, gaskomfur, vinkøleskab, service og øvrigt køkkenudstyr.
En del af effekterne står lige nu til relativt lave bud, men auktionen løber endnu nogle dage, før hammeren endeligt falder.
Dermed står det klart, at Karma Sushi i Aalborg endnu en gang må dreje nøglen om.