Slut med svineri ved lygtepælene: Aalborg har fået sin første Kanelstang

Hvis du bor eller færdes i Aalborg, har du sikkert set det.
Store brune kanelspor rundt ved lygtepæle, cykelstativer og gangarealer.
Den nordjyske tradition med at binde ugifte 25-års fødselarer til en lygtepæl og overdrysse dem med kanel er charmerende, men den efterlader også et massivt oprydningsarbejde.
Særligt omkring ungdomsboligerne på Eternitten har problemet været tydeligt.
Men nu har Himmerland Boligforening fundet en løsning, der både holder traditionen i live og samtidig skåner omgivelserne.
En ægte, permanent Kanelstang.
En basketballkurv blev løsningen
Boligforeningen ejer hele 240 ungdomsboliger på Ditlev Bergs Vej, og her har man omdannet en gammel basketballkurv til en solid metalstang malet i kanelfarver.
De har meget passende døbt den Kanelstangen.
Varmemester Kim Bech, der til dagligt passer området, har allerede set effekten.
Det fortæller han til DR.
“Det er jo unge mennesker, der bor her, så den bliver brugt tit. Der ligger altid kanel,” siger han og glæder sig over, at kanelen nu bliver ét sted.
“Vi var meget udfordrede af, at de brugte lygtepælene i området. Så tænkte vi: ‘Hvorfor ikke bruge stangen til noget fornuftigt?'”
Kanelstangen er med andre ord blevet et samlingspunkt for fejringer, og en løsning på det ellers velkendte svineri.

Bedre end lygtepæle
Også de unge, der bor op og ned ad den nye installation er begejstrede.
Traditionen holdes stadig i live, men nu er der et sted, hvor man holder det til.
Nu håber man, at flere steder i byen vil følge trop.
“Jeg kunne godt ønske, at folk brugte en kanelstang i stedet for lygtepæle rundt omkring,” lyder meldingen fra en de unge.
Hos Himmerland Boligforening glæder man sig over, at man nu kan tilbyde et sted, hvor traditionen kan fortsætte, uden at den går ud over nærområdet.
Fra boligforeningen lyder det, at traditionen stadig betyder meget for mange:
“Kanelstangen på Ditlev Bergs Vej bliver flittigt brugt, og vi er glade for at kunne holde liv i en sjov og hyggelig tradition blandt vores beboere.”
Flere kanelstænger på vej?
Hos Himmerland Boligforening har man planer om, at flere af deres andre afdelinger og steder i Aalborg vil tage idéen til sig, så både sko, hundepoter og lygtepæle fremover kan slippe for det værste kanel-svineri.
Problemet har flere gange været højt oppe på dagsorden hos By- og Landskabsforvaltningen.
For nærmest hver eneste weekend ser man et større kanel-svineri flere steder rundt omkring i midtbyen.
Men kommunen rydder det ikke op.
Ifølge kommunen er det et spørgsmål om ressourcer, og da kanelen ikke udgør nogen sundhedsrisiko, bliver oprydning ikke prioriteret højt.
Aalborg Kommune understreger, at det er de ansvarlige for festlighederne, der skal sørge for at rydde op, og opfordrer til, at man tager ansvar og fjerner kanelen selv.
Nu kan man så vente, at en “Kanelstang” pludselig bliver sat på en ny dagsorden i kommunen.