Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Københavns Kommune med kønsneutralt sprog: Er det også aktuelt i Aalborg?

Af Michael Qureshi

I Københavns Kommune skal de ansatte fremover undgå brugen af ord som “mor”, “far”, “politimand” og “formand”.

Det skriver kommunen i en ny anbefalende sprogvejledning ifølge Berlingske.

De ansatte i Københavns Kommune skal fremover øve sig i at kommunikere mere hensynsfyldt og inkluderende over for kommunens borgere.

Derfor skal de ansatte i kommunen eksempelvis være mere bevidst om at spørge ind, hvis de er i tvivl om, hvordan borgeren ønsker at blive tiltalt og omtalt.

Det er dog ikke et krav, men man anbefaler at tale mere inkluderende.

Kan blive aktuelt

Ifølge kommunen kan det nemlig være både fordomsfuldt og nedladende at antyde, at et bestemt køn er normen.

Når landets største kommune vælger at indføre sådan et tiltag, så er det oplagt at det vil sprede sig ud i øvrige kommuner rundt omkring i landet.

Når det gælder Aalborg Kommune er det ikke noget, som har været et emne i byrådet, men Kristoffer Hjort Storm, Rådmand for Senior og Omsorg i Aalborg, frygter, at det kan blive aktuelt.

“Det er ikke noget, vi har drøftet i byrådet som sådan. Men med det politiske flertal, vi har, så er det nok et spørgsmål om tid,” siger han til MigogAalborg.

Dermed har det endnu ikke været på dagsordenen i Aalborg Kommune, men det er en mulighed, at man kigger på den måde som Københavns Kommune har ageret på.

I moderne tider vurderer Københavns Kommune i hvert fald, medarbejderne ikke skal tage for givet, at en familie består af en mor og en far. I stedet skal medarbejdere være opmærksomme på at bruge ordene “medforældre” og “partner”.

Vejledningen er en del af kommunens samlede LGBT+-politik

Helt tåbeligt

Det vil dog ikke blive med støtte fra Rådmanden for Senior og Omsorg, hvis det fremlægges i Aalborg.

“Personligt mener jeg, at det er vanvittigt og en tåbelig vej at gå. Jeg er far til mine børn, og det er jeg stolt af. Jeg vil være ked af ikke at blive omtalt som dette.

Politiske tiltag som disse er decideret ødelæggende for vores samfund og vil set fra min stol på ingen måde gavne vores børn. Tværtimod,” forklarer han.

Hvis man bringer det op som et muligt tiltag i Aalborg Kommune, så er Kristoffer Hjort Storm i hvert fald klar på at svare igen.

“Københavns Kommune burde have noget mere alvorligt at gå op i.

Vi står foran en potentiel energikrise, der er krig i Europa og så bruger de tid på sådan noget pladder. Jeg håber virkelig ikke, at det er noget, som man vil bringe på banen i Aalborg,” slutter han.

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.