Kan du klare dig i tre dage?: Her kan du få hjælp til at preppe

Har du husket at preppe?
Myndighederne anbefaler, at danskerne skal have et forråd klar derhjemme, hvis behovet skulle opstå.
Trods det viser en Epinionsundersøgelse, at kun omkring en tredjedel af befolkningen har fulgt myndighedernes råd om at have et hjemmelager med mad og drikke, som rækker til tre dage.
“Det kan måske skyldes usikkerhed omkring, hvorfor det er vigtigt med et lager, hvad lageret skal indeholde, og hvordan man får begyndt,” vurderer Bilka.
For at hjælpe kunder og andre interesserede på vej besøger BorgerBeredskabet fra Beredskabsforbundet 11 af Bilkas varehuse – blandt andet i Skalborg – lørdag den 28. juni klokken 10-15 for at rådgive og vejlede.
“Dagligvarehandlen er en vigtig del af den kritiske infrastruktur, og i Bilka ønsker vi at hjælpe danskerne på vej med at opbygge et hjemmelager.
Derfor er jeg også glad for, at BorgerBeredskabet besøger så mange af vores varehuse. Det giver os mulighed for at tilbyde råd og vejledning, så danskerne kan få inspiration til, hvordan et hjemmeberedskab kan se ud,” siger Mark H. Nielsen, direktør i Bilka.
Bilka har i samarbejde med BorgerBeredskabet og med udgangspunkt i myndighedernes anbefalinger udviklet en prepping-kasse, der indeholder de anbefalede varer.
Siden maj har kassen været tilgængelig i alle Bilka-varehuse og på Bilka ToGo.
Kassen indeholder blandt andet konservesmad, toiletpapir, nødder og tændstikker.
Med prepping-kassen som omdrejningspunkt informerer BorgerBeredskabet om vigtigheden af at have et hjemmelager klar.
Samtidig får Bilkas kunder mulighed for at stille eventuelle spørgsmål og få et klart overblik over, hvordan de bedst kan forberede sig.