“Sommergæster” af Maxim Gorkij på Aalborg Teater
En gruppe venner, som alle tilhører den veluddannede middelklasse, har samlet sig i et sommerhusområde. Her sidder de så. Som dannede og sofistikerede læger, forfattere, ingeniører og direktører.
De er fælles om store mængder alkohol, der akkompagnerer de lange snakke om livet. Fælles om de lange nætter, de små skandaler og den voksende mistillid til verden omkring dem. I deres midte ulmer oprøret mod virkelighedsflugten. Mod livets ulidelige lethed og ditto tomhed.
Forestillingen er skrevet af Maxim Gorkij, den verdenskendte russiske dramatiker. Selvom Sommergæster er fra 1904, er den fortsat stærkt aktuel med sin stærkt underholdende og sylespidse skildring af middelklassens passivitet.
På scenen kan man opleve næsten hele Aalborg Teaters ensemble, som er et af Danmarks største. De 14 skuespillere befinder sig i en scenografi frembragt af den ligeledes verdenskendte Serge von Arx, den schweiziske scenograf, professor og arkitekt. Von Arx har blandt andet været scenograf for Robert Wilson i løbet af de sidste to årtier, og han har sit virke på teatre over hele verden.