Nytårskoncert i Budolfi Kirke med Women of Brass
“Women of Brass” er et nyt, professionelt messingensemble. Musikerne er kvindelige messingblæsere, og spiller til dagligt i andre danske orkestre og musikkorps. Til nytårskoncert i Budolfi Kirke kan man høre ensemblets messingkvintet, bestående af fem musikere på trompet, horn, basun og tuba. Her kommer hvert instrument tydeligt til sin ret, så man både kan nyde instrumenternes individuelle klange og samspillet mellem musikerne.
Musikken bliver varieret klassisk musik – både nyt og gammelt, kendt og ukendt. På den måde kan publikum rigtigt få lov at opleve, hvad en messingkvintet kan byde på. Central i koncerten er Thorvald Hansens messingkvintet – et flot, dansk stykke musik skrevet netop for denne besætning.
Efter koncerten vil kirkens frivillige servere et glas bobler.