Kæmpe bogudsalg i Pilegaards Antikvariat i Algade

Der findes legendariske butikker i Aalborg, og så er der Pilegaards Antikvariat i Algade.
Har du endnu ikke besøgt butikken, er det bare om at komme afsted. Butikken er et slaraffenland for alle os, der elsker bøger, og man kan nemt bruge flere timer på at gå op og ned af de smalle gange.
Men i næste uge skal du ikke nøjes med at besøge Pilegaards Antikvariat.
De inviterer nemlig til kæmpe hollandsk udsalg i den tomme nabobutik, Algade 63, hvor Aalborg Spilforsyning tidligere holdt til. Der er over 10.000 bøger at vælge imellem – om du er så til historie, skønlitteratur, faglitteratur, biografier, kogebøger eller børnebøger.
Vi starter d. 11. oktober med 25,- kr. pr. bog og slutter af d. 26. oktober med kun 5 kroner pr. bog. Og så lige den store finale, hvor vi har brug for hjælp til at tømme lokalerne. Man kan derfor onsdag d. 27. oktober fylde en stor bærepose med bøger for 25,- kr.
Alle bøgerne står i reoler og ligger på borde og er opdelt efter emner, men man skal selv gå på jagt.