Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

21. september 2024
Kl. 13.00 - 14.30

Besøg koldkrigsbunkeren Aalborg Kommandocentral Syd

Hvilke forberedelser havde man gjort sig i Aalborg, hvis den kolde krig gik fra kold til varm? Det kan du blive klogere på, når Nordjyske Museer inviterer på en helt særlig rundvisning i Aalborg Civilforsvars nedlagte Kommandocentral Syd, der var indrettet i en 300 m2 stor tysk militærbunker fra 1944.

Under den kolde krig (1945-1991) udførte myndighederne i Danmark et stort planlægningsarbejde med henblik på at kunne sikre befolkningens overlevelse og opretholde samfundets funktioner i det tilfælde, at krigen kom. Der blev i den forbindelse blandt andet bygget store og små beskyttelsesrum til borgerne og opført cirka 100 kommandocentraler i Danmark, hvorfra man kunne koordinere den lokale indsats med at redde liv og begrænse skader.

Nu får du en helt særlig mulighed for at besøge et af de mest væsentlige koldkrigssteder i Aalborg, nemlig Aalborgs Kommunale Kommandocentral, hvorfra man i tilfælde af krig, blandt andet skulle organisere brand- og redningsindsatsen i Aalborg. Selvom bunkeren nu er nedlagt og taget ud af drift, så står den i dag stadigvæk delvist indrettet, med landkort, telefonbåse og stakkevis af fortrykte dosislister, der alt sammen vidner om den nøje katastrofeplanlægning, som myndighederne havde iværksat.

Rundvisningen tager udgangspunkt i den planlægning, man fra såvel centralt som lokalt hold foretog under den kolde krig – en planlægning, der havde fokus ned i mindste detalje. Lige fra udpegningen af nødbegravelsespladser til observationsposter på byens høje punkter og andre bygninger, der var udpeget til at tjene specifikke formål – fx som hjælpestationer for flygtninge.

Udover rundvisningen i den kommunale kommandocentral, går turen også 500 meter på den anden side af bakken til en anden bunker, hvor det regionale beredskab skulle styres fra. Den bruges i dag af Aalborg Musikforening, men der er stadig spor efter dens oprindelige formål, hvis man kigger godt efter.

Bemærk venligst: Aalborg Kommandocentral Syd er uopvarmet og tøjet kan evt. lugte en smule jordslået efter besøget.

Mødested: Parkeringspladsen ved Kornblomstvej 22, 9000 Aalborg.

Varighed: 1,5 time

 

Finder sted: Kornblomstvej