Manglende salg: Kaffebar er lukket ned

Ambitionerne var tårnhøje, da folkene bag Fandanko tilbage i april 2024 meddelte, at de i nabolokalerne åbnede hele to nye satsninger.
Under navnene “Fucking Pizza” og “Camp Kaffe” stod der henholdsvis pizza og kaffe på menuen, men nu er det slut med det ene foretagende – for nu.
For kaffetrængende aalborgensere går lige nu forgæves, hvis de lægger vejen forbi Camp Kaffe.
“Vi lukker desværre vores lille hyggelige café og kaffebar pga. manglende salg.”
Så kort og godt lyder det på det skilt, der møder dig i døren.
Det kan jo umiddelbart lyde som en dødsdom for den lille café. Men det er langt fra tilfældet.

Nye spændende planer
“Vi har spændende planer i lokalerne ved siden af, som vi arbejder hårdt på. Vi åbner Camp Kaffe igen, når den nye butik er klar til åbning.
Planen er at lave en sammenhængende mad-gade; et torv, hvor du kan få det hele – dejlig mad, skøn kaffe og gode kolde drikke.
Du skal selvfølgelig kunne tage din mad med hjem, men du skal også kunne nyde det her hos os,” lyder det videre fra ejerne.
MigogAalborg følger naturligvis sagen, og vi melder ud, så snart der er nyt.
