Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Anja & Viktor til Aalborg: Kærlighed ved første Hik bliver til Musical

Af Stine Kjølby Christensen

Aalborg Kongres og Kulturcenter har flere gange vist, at de formår at tiltrække de helt store forestillinger til byen.

I dag har de så offentliggjort endnu en spændende nyhed. Næste år kan aalborgenserne nemlig se frem til at opleve den helt store tur gennem nostalgiens gade, når AKKC er vært ved musicalen Kærlighed ved første hik.

Og det bliver med det helt originale cast fra filmene med Robert Hansen, Sofie Lassen-Kahlke og flere af de andre.

Den populære ungdomshistorie om Anja og Viktor startede allerede i 1981, da Dennis Jürgensen udgav sin roman af samme navn. I 1999 gik den for alvor i hjerterne på danskerne, da den rullede over hele landets biografsale. I 2009 blev filmen tilmed genindspillet i USA.

På trods af den enormt gode historie, så havde filmen nok aldrig nået så stor en popularitet, hvis ikke det var for de charmerende hovedrolleindehavere Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen.

Alle de originale er med

Derfor kunne man måske fristes til at tænke: Kan en Kærlighed ved første hik-musical nogensinde blive en rigtig succes uden dem? Det spørgsmål bliver heldigvis ikke aktuelt, for det er netop disse to stjerneskuespillere, som skal spille hovedrollerne.

Derudover medvirker både Joachim Knop, Karl Bille og en lang række andre velkendte ansigter fra filmene.

Musicalen får premiere d. 20. september 2018 i Tivolis koncertsal efterfulgt af en turné rundt i hele landet – med Aalborg som første stoppested.

“Jeg var selv en stor fan af Kærlighed ved første hik, og er derfor helt vild med, at vi i Aalborg kan præsentere den nyopsatte musical næste år.

At AKKC igen får en så stor produktion til byen er helt efter musicalplanen, hvor vi har satset på Midt om natten, og lige har sagt farvel til Les Misérables, som var første musical i vores nye samarbejde med MCH i Herning,” siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC.

Musical udspiller sig i to perioder

Musical-versionen udspiller sig på to tidsplaner: Dengang i 1999 hvor Viktor mødte sin elskede for allerførste gang – og lige nu, i 2017, hvor Anja netop har forladt sin mand gennem snart 20 år.

Viktor er selvfølgelig fortvivlet, midtvejskrisen har indfundet sig i parforholdet, Anja er væk – og hvad er livet så værd? Hvordan skal han nogensinde få sin elskede tilbage?

De to talenter, som skal spille Anja og Viktor som unge, findes ved en storstilet audition i løbet af foråret.

Musikken leveres live på scenen af bandet Innocent Blood, der skrev filmens populære soundtrack inkl. gyldne hits som ”Den første gang”, ”Min helt alene” og ”I nat står tiden stille”.

Bandet var op gennem 90´erne et markant rockband med seks albums, en guldplade og en Grammy-nominering.

Innocent Blood har inspireret og påvirket en hel generation med deres musik, og især soundtracket til Kærlighed ved Første Hik, anført af nummeret ”Den Første Gang” giver stadig stor genlyd. Musicalen byder endvidere på et nostalgisk genhør med en række af Martin Brygmanns største hits samt andre store danske 80’er og 90’er-hits.

Prisbelønnet instruktør

Forestillingens manuskript skrives af Søren Frellesen, som udover at have skrevet filmmanuskriptet til filmen Kærlighed ved Første Hik, senest har haft stor succes med TV2 Charlie-serien Mercur. Forestillingen instrueres af én af landets mest prisbelønnede og anerkendte instruktører, Peter Langdal.

KÆRLIGHED VED FØRSTE HIK – THE MUSICAL produceres af Langkjær Entertainment ved Thomas Langkjær med rødder i Hjørring og Live Nation i samarbejde med Black Box Theatre fra Holstebro. Parterne producerede sidste år forestillingen Dirch. Langkjær Entertainment og Live Nation stod endvidere sidste år bag Queen-musicalen We Will Rock You og arbejder til næste år sammen om den kommende Midt om Natten-musical.

Billetter kan købes fra fredag den 27. oktober kl. 10 i AKKC’s billetkontor tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk og ticketmaster.dk.

Billetter til forestillingerne fra 27. november til 1. december koster tirsdag til torsdag fra 365 kr. til 525 kr. og fredag til lørdag fra 385 kr. til 545 kr.

Forestillingen tirsdag den 27. november bliver én af stjerneforestillingerne i 2018/2019-sæsonen, og er derfor ikke til salg pt. Købes billetterne inden 24. december er der en rabat på 50 kr. pr. billet.

Del artikel

Andre læser også