Kæmpe visioner: Million-indsprøjtning til Aalborgtårnet
Hos Det Broderlige Skydeselskab, der ejer Aalborgtårnet, har man store planer for det høje Aalborg-vartegn.
Nu er man kommet et skridt tættere på at få dem realiseret.
AN-TV har nemlig givet tilsagn på 4,8 millioner kroner.
”Vi har længe ønsket at udskifte den gamle top, der måler 10 meter i diameter med en ny og større top på 14 meter i diameter.
Toppen, der jo er restauranten, trænger til en fornyelse og en udvidet kapacitet, så de besøgende får en forbedret oplevelse.
Det er et stort og dristigt projekt, som vi ikke kan løfte alene,” siger Dan Brock-Faber, der er bestyrelsesmedlem i Det Broderlige Skydeselskab, i en pressemeddelelse.
Der er mange faser i det forestående projekt om at revitalisere Aalborgtårnet, og tilsagnet fra AN-TV skal bruges på en forstærkning af tårnets stålben og fundament, mens der fortsat skal søges midler til at realisere de øvrige faser af projektet.
“Derfor er det altafgørende for os at have AN-TV’s støtte i ryggen, så vi forhåbentligt kan få andre fonde med og dermed tilvejebringe projektet. Der er stor jubel over at have modtaget tilsagnet, og vi er meget spændte på fremtiden,” siger Dan Brock-Faber.
Skal ligne sig selv
Projektet om at revitalisere Aalborgtårnet har været længe undervejs, og Dan Brock-Faber, som har en baggrund som ingeniør, har arbejdet på det siden 2017.
”Projektet er vigtigt, fordi vi bevarer kulturarven, og samtidig har vi muligheden for at udvikle mulighederne for Aalborgtårnet i fremtiden.
Det er arkitektonisk vigtigt, at vi bevarer stativet på tårnet, så det ser ud som, det altid har gjort.
Læs også: Et spektakulært syn: Nu lyser Aalborgtårnet grønt i en uge Mange vil sikkert ikke kunne se, at der er sket en ændring andet end, at toppen er øget fra 10 til 14 meter i diameter, hvilket jeg synes, vil give et mere harmonisk udtryk i det hele taget”, udtaler Dan Brock-Faber.
“Forvokset grillbar”
Udvidelsen af toppen inkluderer en underbygning, som rummer garderobe og toiletfaciliteter, samt forbedrede adgangsforhold for gangbesværede.
”Vi ønsker at skabe forbedrede oplevelser i Aalborgtårnet, således at gæsterne, i stedet for en forvokset grillbar, møder en moderne restaurant med god servering og appetitlige retter.
Der skal være mulighed for at afholde events, som bryllupper og receptioner i tårnet, hvor serveringen kommer fra Skydepavillionens gode køkken.
Vi vil gerne åbne restauranten, så man kan overskue hele restauranten fra alle områder, modsat nu, hvor der er en generende køkkenkerne i midten”, forklarer Dan Brock-Faber.
Der har været flere instanser og uddannelsesinstitutioner inde over tegningerne og designet af det nye Aalborgtårn, blandt andet Rambøll, UCN Aalborg og Via University College i Aarhus, samt Ingeniørhøjskolen i Aarhus.
Nu skal der altså “bare” rejses flere midler til at tilvejebringe visionen for Aalborgtårnet og dets fremtidige muligheder.