Kæmpe succes i Odense: Sommerrevy erstatter Cirkusrevyen fra 2020

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

I år spiller Cirkusrevyen for 85. gang på Bakken og for 35. – og sidste gang – i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Cirkusrevyen har fra 2020 ønsket kun at spille på Bakken og ikke længere slutte sæsonen i Aalborg.

I dag har adm. direktør Nicolaj Holm så underskrevet en kontrakt med klassens nye og succesrige yngling i revyfamilien Danmark. Lars Arvad, der er indehaver, skuespiller og direktør for revyen, landede i dag i Aalborg for skriftligt at bekræfte aftalen med Odense Sommerrevy, der kommer til Aalborg og spiller fra 2020.

Det skriver AKKC i dag i en pressemeddelelse.

“Selv når jeg har drømt om en værdig afløser for Cirkusrevyen i Aalborg, har jeg ikke i min vildeste fantasi kunnet forestille mig, at vi kunne komme i hus med Danmarks i øjeblikket mest succesrige revy, der i 2020 bliver Danmarks 2. største revy, når de også kommer til at spille i Aalborg, fortæller en meget glad Nicolaj Holm,” adm. direktør i AKKC.

Stor succes i Odense

Odense Sommerrevy spiller kun for 4. gang her i 2019, og har på rekordtid formået at blive en landsdækkende revy med stor succes. I år har revyen netop forlænget spilletiden med en uge, og dette faktum er helt ulig andre danske revyscener, der oplever tilbagegang.

Måske er forklaringen, at det er lykkedes Lars Arvad, direktør og skuespiller at genopfinde revygenren, så den bygger bro mellem moderne stand-up og den klassiske revy.

Odense Sommerrevy rammer alle aldre og har bevist, at revygenren er moderne, samfundsrevsende og et talerør for ytringsfriheden. Med andre ord en levende og humoristisk spejling af den tid, vi lever i.

“Jeg er simpelthen så stolt og taknemmelig over, at Nicolaj Holm har tænkt på Odense Sommerrevy, som aftager for Cirkusrevyen i Aalborg. Det er naturligvis med ærefrygt og ydmyghed, vi går til opgaven, men jeg kan samtidig se store muligheder og fremtid i samarbejdet. Vi kommer med en helt frisk energi og en moderne tilgang til genren, som jeg tror passer rigtig godt ind i den nordjyske folkesjæl.

Vi har her også fået muligheden for at gøre os spilbare overfor et publikum, vi ikke har fat i på nuværende tidspunkt. Vi kan se på vores billetsalg, at vi ikke sælger ret mange billetter i Nordjylland, så jeg kunne dårligt tro mit held, da Nicolaj ringede.

Vi glæder os helt vildt til samarbejdet og til at løfte den store opgave fra 2020,” siger Lars Arvad, indehaver, direktør og skuespiller i Odense Sommerrevy.

Sommerrevyen har i år allerede solgt så meget i Odense, at spilleperioden netop er udvidet med en uge, så den spiller i seks uger fra 9. maj til 15. juni.

I 2018 blev revyen kåret af TV2 Charlie som årets bedste revy og kom også på landsdækkende tv, da TV2 købte rettighederne til fra 2018 at sende revyen efter endt spilleperiode.

Odense Sommerrevy kommer til at spille på den store scene i AKKC, og spiller for første gang i Aalborg i første uge af september 2020. Skuespillere for næste år offentliggøres ligesom billetsalget senere.

Fra alle os til alle jer: Oplev stor Disney-koncert på Skråen

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Der er typer, der ikke vil høre et ord om jul, før vi rammer d. 1. december.

Og så er der os andre, som slet ikke kan vente.

Denne artikel er dedikeret til de sidstnævnte: Vi kan nemlig afsløre, at der i den grad bliver noget at glæde sig til i år.

Luftens Helte, et 18-mands stort band, der spiller alle de fedeste sange live fra de største tegnefilm gennem tiderne, lægger nemlig vejen forbi Aalborg d. 7. december – og her bliver der virkelig skruet op for julemagien.

Hits fra de bedste tegnefilm

Luftens Helte garanterer en musikalsk oplevelse i særklasse, når de til lyden af barndommens nostalgi spiller op til fest med velkendte og elskede sange fra alle vores favorit-tegnefilm.

Det er vel i forvejen heller ikke rigtig jul, før du har siddet klistret til Disney’s Juleshow – men du kan jo ligeså godt få lagt en god bund inden.

Aftenen fyldes med sange fra klassiske tegnefilm som Junglebogen og Aristocats, 90’ernes storfavoritter som Løvernes Konge, Herkules og Tarzan samt de mest julede Disneysange og de nyeste hits fra film som Frost og Vaiana.

Luftens Helte lover 100 % garanti for fest, julestemning og magi, når de om kun 175 dage indtager scenen på Skråen.

… og vi kan slet ikke vente!

Hvad: Luftens Heltes Julekoncert
Hvornår: 7. december 2019
Hvor: 
Skråen, Aalborg

Billetterne koster 215 kr. og kan købes lige her.

Sankt Hans i næste weekend: Her er de bedste bålfester

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

På næste søndag skal der traditionen tro sendes hekse af sted til Bloksbjerg.

Midsommeren fejres med nogle hyggelige arrangementer rundt omkring i Aalborg, hvor der gøres noget ud af at skabe nogle gode rammer for bålfesten.

Vi har samlet de bedste her:

Musikkens Hus

Hvis du ikke før har fejret midsommeren i hjertet af Aalborg, så må det være på tide.

Traditionen med sankthansbål foran den arkitektoniske perle på Havnefronten, er blevet et kæmpe trækplaster de sidste par år – og i år bliver ingen undtagelse.

Aftenen starter i koncertsalen, hvor Ida Corr sætter tonen i samspil med to nordjyske pigekor. Herefter går turen ud på pladsen foran, hvor et endnu ikke offentliggjort navn vil spille, mens snobrødene bages med udsigt til bål på fjorden.

Du kan læse mere om Sankt Hans i Musikkens Hus her

Fra kl. 19.

Aalborg Zoo

Hvis man vil være sikker på en god og stemningfuld aften for både store og små, så er arrangementet i Aalborg Zoo en sikker vinder.

Igen i år tændes der bål på savannen, hvor Julie Bertelsen står for årets båltale.

Der vil være reduceret billetpris i aftenens anledning, hvor voksne fra kl. 16 kan komme ind for 90 kr., mens børn koster 60. Du kan altså sagtens kombinere bålfesten med et par underholdende runder i haven.

Du kan for eksempel nå at hilse på de helt nye tigerunger. 

Foto: Aalborg Zoo

Du kan læse mere om Sankt Hans i Aalborg Zoo her

Fra kl. 17.30.

Lindholm Høje

Vil du være omgivet af ældgammel historie, imens du nyder en stolt tradition fra fordums tid, så skal turen gå til Lindholm Høje.

Her kan du nyde en smuk sommeraften i selskab med kammerkoret Coro Misto.

Båltalen holdes i år af rådmand Hans Henrik Henriksen, fra By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

Arrangementet er gratis, men hvis du vil opgradere oplevelsen, kan du fra kl. 18 besøge Café Lindholm, der byder på en særlig tre-retters Sankt Hans menu. Læs mere om dét her.

Husk også, at hvis du i stedet er sulten efter lidt historiefortælling, så kan du dykke ned i både vikingetid og oldtid indenfor på Lindholm Høje Museet, hvor der er fri entré fra kl. 17.

Du kan læse mere om Sankt Hans i Lindholm Høje her

Fra kl. 20.30.

Mølleparken

Endnu en genganger på sankthansbålet, er når Lions Club indbyder til en hyggelig Sankt Hans aften i hele Aalborgs Møllepark, hvor du på plænen ved skulpturen Noahs Ark, kan nyde en aften med picnic, underholdning og (selvfølgelig) – et bål.

A Minor Blues Band står endnu engang for swingende blues.

Du kan læse mere om Sankt Hans i Mølleparken her.

Fra kl. 18. 

Sankt Hans fest i Østre Anlæg

I Østre Anlæg har man valgt at fejre midsommeren med et hyggelig børneloppemarked, der starter fra kl. 16. Der vil desuden være mulighed for ansigtsmaling, hoppepude og snobrød.

Kl. 18 holder Skt. Markus Kirke Åbent Tårn, hvor alle er velkomne til at nyde udsigten.

Herefter tændes bålet, hvor rådmand Mai-Britt Iversen holder årets båltale.

Der vil kunne købes sodavand, øl, vin, kaffe, the, kage, pølser, slush ice og popcorn.

Fra kl. 20.

Du kan læse mere om Sankt Hans i Østre Anlæg her.

Sankt Hans fest ved Margrethekirken

I tæt samarbejde med Blårævene og FDF er det en glæde at byde hjertelig velkommen til en hyggelig Sankt Hans fest med snobrød, pandekager og popcorn i skovbrynet bag Margrethekirken.

Årets båltaler er Flemming Møller Mortensen, og der vil være masser af børneaktiviteter, bålfest og fællessang.

Hele aftenen kan der købes pølser, øl og sodavand.

Fra kl. 20. 

Du kan læse mere om Sankt Hans ved Margrethekirken her.

Få sommerlæsningen i hus: Hovedbiblioteket holder kæmpe bogsalg

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

For mange er sommeren den tid på året, hvor man tager sig tid til fordybelse i en god, gammeldags bog.

Hvis man er meget flittig med læsningen, så kan det selvfølgelig blive en bekostelig affære – medmindre du selvfølgelig lægger vejen forbi Aalborg Hovedbibliotek, der d. 25. juni endnu engang afholder bogsalg på adressen i Rendsburggade.

Denne tirsdag sælger biblioteket ud af sine kasserede materialer, der blandt andet består af romaner, krimier og børnelitteratur.

Du kan også være heldig at finde musik – både LP’er (klassisk musik), CD’er og bokssæt.

Normalt er der kø langt ud i Nørregade, så kom i god tid.

Noget for enhver bogorm

For at holde bibliotekernes samlinger aktuelle og indbydende, bliver uaktuelle og slidte bøger og tidsskrifter løbende kasseret.

Det kan også være materialer, som bibliotekerne har for mange af i forhold til efterspørgslen.

Der vil altså være gode muligheder for at sikre sig en masse skatte, uanset hvad du måtte mangle hjemme i bogreolen – eller i strandtasken.

Hvad: Bogsalg på Hovedbiblioteket
Hvor: Rendsburggade 2, 9000 Aalborg
Hvornår: 25. juni, 10-17

Bemærk, at der kun kan betales med kontanter eller MobilePay.