Historisk præmiesum: Kæmpe padel-event kommer igen til Aalborg

Billetterne er allerede blevet revet væk, og nu kan arrangørerne bag Danmarks populære padel-event, Battle of Denmark, melde om en rekordhøj præmiesum, når det underholdende padelformat igen afvikles i Aalborg den 21. februar.
Vinderne vil nemlig modtage hele 90.000 kroner, og der er derfor meget mere end æren på spil, når Team West og Team East brager sammen i en sand hold-gyser i Nordens Paris.
Battle of Denmark er nemlig en direkte duel mellem landets seks bedste spillere fra Jylland/Fyn mod de seks bedste fra Sjælland.
En helt særlig dag
Sidste år lød den vindende præmiecheck på 60.000 kroner, men med støtte fra de tre hovedsponsorer, AL Sydbank, Startex og Hessel, samt støtte fra Reso Home og Arctic Import skruer eventet nu op for ambitionerne efter sidste års succes i debut-udgaven.
“Battle of Denmark var helt fantastisk at være en del af i 2025. Det er med til at bringe folk sammen, og man kunne virkelig mærke fællesskabet og energien på alle tilskuerpladser. Det var en unik oplevelse, som vi bakker op om igen,” siger Morten Juhl fra AL Sydbank.
Også Heine Østergaard fra Startex er ligesom sidste år med som hovedsponsor på Battle of Denmark.
“Det er vildt at mærke, hvordan padel kan samle folk i Nordjylland, og med sådan et event her kan vi tiltrække de allerbedste spillere i Danmark. Samtidig har folk en fest på tribunerne. Det er så underholdende at være en del af,” siger Heine Østergaard fra Startex.

En endnu federe oplevelse
Sidste år triumferede det nordjyske padelikon og danmarksmester, Malthe Nielsen, sammen med sine jyske og fynske holdkammerater i en kogende kulisse i PadelPadel Aalborg, som igen danner rammen for det spektakulære event.
Og som noget helt nyt vil der denne gang blive sat en stor tribune op på den ene langside.
“Vi skruer op for hele tilskueroplevelsen med alt fra stor langsidetribune, konkurrencer, DJ samt lækker mad og drikke hele dagen.
Vi tager det bedste fra den første udgave og gør nogle tiltag, som løfter eventet op på et endnu højere niveau, mens vi samtidig bevarer den intense atmosfære i arenaen.
Der er meget at glæde sig til, siger centerleder i PadelPadel Aalborg, Daniel Christensen.
De 500 personer, der var heldige at sikre sig en billet, kan udover fantastisk padel glæde sig over, at der også vil være tilskuerpræmier at vinde mellem kampene.
Her har Weber, Hessel, Bravo Tours og tøjsponsor ES 16 nemlig valgt at udlodde flere store præmier i pauseunderholdningen.
Battle of Denmark blev udsolgt på halvanden time, men hvis du gerne vil se med hjemmefra, kan du heldigvis følge eventet gratis direkte på YouTube hos PadelStream, der streamer og kommenterer alle kampe på Center Court i PadelPadel Aalborg.