Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborg Halvmarathon udvider: Nyt event kommer også igennem Limfjordstunnelen

Af Michael Qureshi
Foto: DGI Nordjylland
Foto: DGI Nordjylland

Aalborg Halvmarathon har de seneste mange år været et af de mest populære motionsløb i hele Nordjylland.

Især højdepunktet med at løbe igennem Limfjordstunnelen på motorvejen trækker rigtig mange deltagere. Sidste år lavede man også en WALK-rute, hvor man kunne gå igennem tunnelen.

Næste år bliver det så større end nogensinde. For Aalborg Halvmarathon udvider med et helt nyt event, der betyder, at det bliver over to dage i weekenden 16. og 17. maj 2020.

Derudover kobler man tre nye byer på, hvor ruterne starter.

WALKin Nordjylland afholdes for første gang lørdag den 16. maj og er et event for alle dem der elsker at gå en tur.

Hvor løberne har Aalborg Halvmarathon, er der nu et målrettet event for dem som hellere vil længere ned i tempo – og selvfølgelig går turen også igennem Limfjordstunnelen.

Aalborg Halvmarathon udvider: Nyt event kommer også igennem Limfjordstunnelen
Foto: DGI Nordjylland

Starter i Vodskov, Hjallerup, Nørhalne og Aalborg

Rent praktisk bliver det, lørdag eftermiddag og aften muligt at gå 8, 13, 17 eller 27 kilometer – med start i Vodskov, Hjallerup, Nørhalne eller Aalborg.

De mange forskellige distancer betyder at rigtig mange målgrupper kan være med.

Alle ruter går igennem Limfjordstunnelen som det sidste site på turen – og slutter på Havnefronten, hvor der er mulighed for at hygge sig til stille musik, sammen med alle de andre deltagere.

“Vi oplever at gang som motionsform er i rivende vækst.

Der opstår gangfællesskaber over hele Nordjylland og vi bliver igen bekræftet i at mange prioriterer aktivitet sammen med andre. Lige så vel som løbere går op i tiden, er der en seriøs tilgang til træningsmål i gang, hvor distancen motiverer – gang er en idrætsaktivitet i sig selv, på linje med løb og andre aktiviteter.

Det vil vi gerne anerkende og understøtte på bedste vis, og derfor sætter vi nu gang i et stort nordjysk event målrettet gangaktiviteter.” fortæller Palle Fogh som er formand i DGI Nordjylland.

Kæmpe interesse for sidste walk

Idéen om et gangevent gennem Limfjordstunnelen er ikke ny, og blev afprøvet første gang i 2019 i forbindelse med Aalborg Halvmarathon. Erfaringerne var så gode at det nu er blevet muligt at udvide med et særskilt arrangement som afholdes dagen før motionsløbet.

“Vi oplevede enorm interesse for at blive en del af Aalborg Halvmarathon på 5 km walk i 2019.

Den stemning de gående var med til at levere på turen igennem tunnelen, mere end retfærdiggør at de får deres eget event,” forklarer DGI-formanden.

Han er også glad for, at man for femte år får lov til at benytte sig af Limfjordstunnelen.

“Det er et stort skulderklap, for det bliver jo godkendt højt oppe i systemet. Det tager jeg som en anerkendelse af, at man er tilfredse med forløbet og den måde, det bliver arrangeret,” forklarer Palle Fogh over for MigogAalborg.

WALKin Nordjylland afholdes lørdag den 16. maj 2020 om eftermiddagen og der er åbent for tilmelding allerede nu.

Du kan tilmelde dig her

Aalborg Halvmarathon 17. maj 2020 afvikles så med halvmarathon eller 10 km rute om søndagen.

Du kan tilmelde dig her

Del artikel

Andre læser også