Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nye fede ruter: Datoen er fundet for to kæmpe motionsløb i Aalborg

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: DGI Nordjylland
Foto: DGI Nordjylland

Motionsglade nordjyder kan allerede nu sætte et stort kryds i kalenderen den 13. maj 2023.

Her er der igen mulighed for en tur gennem Limfjordstunnelen, når de to store motionsevents Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland vender tilbage til havnefronten i Aalborg med nye tiltag, skriver DGI Nordjylland i en pressemeddelelse.

I 2022 var det første gang de to events Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland blev afholdt på samme tid som et stort fælles arrangement lørdag eftermiddag og aften.

Erfaringerne fra i år betyder, at konceptet med at kombinere de to events for løbere og gående gentages igen i 2023, men der er masser af nye tiltag og ændringer i distancer på tapetet den 13. maj 2023.

”Vi har brugt de sidste par måneder, sammen med vores partner Sparekassen Danmark, på at kigge evalueringerne igennem – og fundet de knapper vi sammen kan skrue på, der betyder mest for deltagerne”, fortæller formand for DGI Nordjylland Peter Otto Yde Thomsen og fortsætter;

”Det betyder at der kommer meget mere underholdning på hele ruten, tættere på deltagerne, og så er der nye distancer i vente til både Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland”.

En mere intens oplevelse

Fællesskabet og oplevelserne undervejs er to af de parametre, som fylder mest for deltagerne, og naturligt er det også her, der rettes et skarpt fokus i planlægningen af eventet i 2023.

Det betyder, at der til både Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland bliver en mere intens atmosfære, hvor f.eks. underholdning og cheerzones trækkes tættere på deltagerne og start- og målområdet gentænkes.

I forhold til distancer, er der nyt til både løbere og walkere.

Erfaringerne fra 2022 viser, at WALKin Nordjylland har brug for, at distancerne bliver lidt kortere, tættere på Aalborg og med masser af oplevelser og natur undervejs.

Hvis de lange distancer trækker, er der mulighed for hen over året i 2023 at gå med på de WALKin afdelinger, som flyttes ud i hele Nordjylland. Her arrangeres længere distancer, i den smukkeste natur Nordjylland har at byde på i tæt samarbejde med lokale foreninger.

Den eneste one mile under vandet

Den 13. maj er der to distancer til WALKin Nordjylland – en 8 km, hvor alle kan være med og en 16 km rute, der giver lidt mere sved på panden og bakketræning. Begge ruter går selvfølgelig igennem Limfjordstunnelen. 

Til Aalborg Halvmarathon findes de to klassiske distancer 10 km og halvmaraton, og så det nye skud på stammen one mile.

”Vi har brygget, på hvordan vi bedst kan udnytte kapaciteten i Limfjordstunnelen, og har derfor en ny distance med til Aalborg Halvmarathon 2023 i form af en one mile”, fortæller Peter Otto og fortsætter:

”Jeg tør næsten love, at vi her har den eneste one mile i Danmark, der forgår under vandet – og samtidig er det er en af de hårdeste one miles, du kan komme i nærheden af med en betydelig stigningsprocent”.

Distancen one mile foregår i Limfjordstunnelen med start syd for fjorden, hvorefter de modige deltagere løber igennem til nordsiden… og så lige tilbage igen.

Det giver en one-mile, hvor det går enten op eller ned hele vejen med en stigningsprocent, der enkelte steder rammer de 15. Der er rig mulighed for at udfordre venner og familien på, hvem der er skarpest med maxpuls.

Startnumre til både WALKin Nordjylland og Aalborg Halvmarathon sælges fra mandag den 14. november.

Del artikel

Andre læser også