Lady Gaga i Aalborg?: Ny kæmpe koncertplads på tegnebrættet

Lady Gaga. Taylor Swift. Ed Sheeran. The Weeknd. Bruce Springsteen.
Drømmene om verdensstjerner er der.
Men Aalborg må hidtil se sig slået gang på gang af byer som København, Odense og sågar Horsens.
Men drømmene kan blive virkelige, hvis kommunens nye planer bliver til noget. Det skriver DR.
Et flertal i Aalborg Byråd vil gøre byen klar til megaevents og koncerter med op mod 50.000 gæster.
Derfor skal der findes en placering til en helt ny koncertplads.
Vil trække store navne til byen
“Ambitionen er at kunne tiltrække kæmpestore navne til Aalborg.
Der mangler vi en koncertplads til så mange mennesker,” siger rådmand for Sundhed og Kultur, Jes Lunde til DR.
Seks områder er i spil, men Racing Arena Aalborg (Væddeløbsbanen) i Vestbyen er ifølge rådmanden favorit.
Blandt andet på grund af den gode beliggenhed og PlusBus-forbindelsen.
Direktør Lars Hellerup fra Racing Arena arbejder på højtryk for at pladsen bliver valgt.
“Det vil være helt perfekt for os. Vi har arbejdet med idéen siden 2022, og området er oplagt til store events,” siger han.
En endelig anbefaling til, hvor koncertpladsen skal ligge, ventes klar til juni næste år.
Seks mulige placeringer i spil
Racing Arena Aalborg (Væddeløbsbanen)
Den helt oplagte og favoritten blandt politikerne. Arenaen ligger centralt i Aalborg, men kan håndtere et tryk af tilskuere.
Der er også gode muligheder for offentlig transport.
Golfparken
En interessant mulighed men vurderes ikke særlig realistisk. Der er også nogle miljøbestemmelser, som bliver svære at omgå.
GRØN-koncertpladsen på Trekanten
Pladsen har vist sig at være en glimrende mulighed med GRØN koncert.
Det store problem er, at området er en del af Forsvarets faciliteter, og i disse tider kan det svært at vide, hvad man kan regne med af tilladelser.
Lufthavnsvej ved Aalborg Lufthavn
En ny mulighed i puljen som er noget ubekendt.
Der er plads nok, og folk rykker sig også gerne ud af byen for store events. Men i forhold til infrastruktur bliver den svær at løse.
Dyrskuepladsen i Skalborg
Har været brugt af Vi Elsker koncerterne i flere år. Den har som udgangspunkt fungeret fint, og har kapacitet nok hvis man forlænger med alle banerne.
Den ligger MIDT i et boligområde og i hele City Syd området, så det vil skabe kaos med store events.
Området ved Aalborg Portland
En ubekendt faktor set fra vores stol.
Der er sandsynligvis plads nok, men at lave en giga-koncert ude midt i ingenting er væsentligt sværere end andre af de nævnte steder.