Kæmpe kø til gratis burgere: Ny burgerrestaurant i Aalborg fik varm modtagelse

Grillen Burgerbar.
Det lyder lidt som den lokale i en eller anden provinsby, men det er faktisk navnet på byens nye store restaurant på Nytorv.
I dag åbnede Grillen Burgerbar i Aalborg med borgmester Thomas Kastrup-Larsen, der både holdt åbningstale, klippede snoren og ikke mindst smagte på burgerne.
Det var heller ikke gået aalborgensernes næse forbi, at der vankede gratis burgere og fritter dagen lang frem til klokken 22.00 i aften inde på den nye lækre restaurant.
Køen var på knap 100 meter fra hovedindgangen til lokalerne, som Grillen har overtaget efter Café Limfjorden.

Inden for kunne man konstatere, at Grillen Burgerbar har store ambitioner i Aalborg. Superflot indretning i amerikansk diner-stil i restauranten, der har plads til omkring 100 spisende gæster.
Læs også: Kæmpe burgerkrig i Aalborg: Disse er åbnet
Folk blev seatet og fik lov til at bestille præcis det de ville på menukortet af gratis valgfrie burgere og tre forskellige slags pomfritter samt dip.
Vi gik ombord i en The Pablo Project, The Loofah og Treat me Good og curly fries og bølgefritter. Og uden at vi skal ud i den helt store anmeldelse lige her, så tør vi godt at lægge hovedet på blokken og sige, at Grillen Burgerbar bliver et kæmpe hit i Aalborg.
Det er burgere med kvalitet og som fylder noget. Bollen er blød, burgerne er juicy og fritterne var perfekte. Derudover var der store smil på servicen, og restauranten var godt sammensat også i forhold til bordene.

Så vi kan kun opfordre til, at man tager derind og smager selv. De kommende to dage kører de i øvrigt 50% på alt på menukortet, så hvis man ikke gider den lange kø i dag, så er det måske et bedre bud.