Kæmpe iværksætterhus åbner i Aalborg: Her er ingen dyr husleje

Skrevet af: Michael Qureshi

Aalborg er en ægte iværksætterby.

Hvert år oprettes mange nye cvr-numre, og rigtig mange nye virksomheder formår at vokse i Aalborg og i resten af landet.

Derfor har en række af Aalborgs erhvervsorganisationer haft fokus på at skabe optimale rammer for byens iværksættere. Resultatet bliver iværksætterhuset GrowAAL, som åbner  i februar 2019.

Med NOVI som operatør på iværksætterhuset bliver Aalborgs iværksættermiljø styrket og flere frø sået til at skabe en iværksætterby i verdensklasse.

Huset får adresse på C. A. Olesens Gade 4 i Vestbyen, og dermed får GrowAAL en central placering i Aalborg.

Fire etager på 3300 kvadratmeter med optimale forhold

Det bliver et kæmpe hus med sine fire etager og 3.300 kvadratmeter, hvor der tilbydes gode kontorfaciliteter, en café og inkubatormiljøer samt en hel etage, som kan danne ramme for events af både faglig og social karakter for iværksættere.

”GrowAAL iværksætterhuset er et resultat af en længere proces, hvor vi både i Aalborg Erhvervsråd og i Erhverv Norddanmark har oplevet, at der er en stigende interesse for iværksætteri i Aalborg, og at iværksætterne bliver yngre og yngre”, fortæller Steen Royberg, formand for Erhverv Norddanmark og medlem af formandskabet for Aalborg Erhvervsråd.

Han supplerer;

”GrowAAL er kommet for at blive. Det har været essentielt for os at skabe et fast, fysisk samlingspunkt for alle typer iværksættere i Aalborg, både nu og på langt sigt.

Derfor har vi fået NOVI ind som operatør og BusinessAalborg som understøttende partner.

I Erhverv Norddanmark er vi enormt glade for at kunne være med til at skabe et sted, hvor man under samme tag faktisk kan få rådgivning, netværk og kontorplads, fortæller Steen

Steen Royberg

Huset dækker mange forskellige behov

Steen Royberg lægger vægt på, at man i iværksætterkredse ønsker at hjælpe hinanden.

”Iværksættere har mange forskellige behov og vil også komme til at bruge huset på forskellige måder.

Det, som jeg oplever, er, at de unge iværksættere rigtigt gerne vil hjælpe hinanden og dele ud af deres erfaringer, uanset om de har en fast kontorplads eller ej.

De har et stærkt fokus på åbenhed og videndeling. Men også for mere etablerede virksomheder er der rig mulighed for at være med. Det kan fx være som mentorer eller sponsorer, fordi de ønsker at bakke op om et fast, fysisk samlingspunkt for iværksættere”.

Niels Jørgen Kristensen, repræsentant for Dansk Erhverv i Aalborg Erhvervsråd, supplerer:

”Fra omgivelsernes side er der klare fordele ved et iværksætterhus, idet investorer har bedre mulighed for at finde egnede virksomheder at investere i.

Samtidig kan GrowAAL konceptet være med til at tiltrække flere iværksættere fra både andre dele af Danmark og udlandet”.

Byrådet i Aalborg har lyttet til opfordringer

Aalborg Kommune har også en vigtig andel i GrowAAL.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen forklarer;

”I Aalborg Byråd har vi naturligvis lyttet til de opfordringer, som erhvervsorganisationerne er kommet med i forhold til at skabe et fælles og blivende set-up for iværksættere i Aalborg.

For mig er det vigtigt, at vi som by har et sted, hvor iværksætternes drømme er lidt tættere på at blive til virkelighed. Vi har brug for de idéer, virksomheder og jobs, som iværksættere skaber,” siger Thomas Kastrup-Larsen.

Borgmester
Thomas Kastrup-Larsen
Foto: © Lars Horn / Baghuset.
Dato: 19.06.18

Aalborg Erhvervsråd har netop vedtaget en partnerskabsstrategi for iværksætterområdet i Aalborg, hvor visionen er at skabe en iværksætterby i verdensklasse med stærke netværk, gode rammebetingelser og kort afstand fra idé til handling.

NOVI får midtby-placering

NOVI kommer til at stå for den daglige drift af iværksætterhuset.

Direktør for NOVI, Henrik Lundum fortæller:

”Vi glæder os rigtigt meget til at komme tættere på de mindre iværksættere og Aalborgs pulserende byliv. GrowAAL bliver ikke et NOVI nr. 2 men et helt nyt koncept, hvor der både er mulighed for at leje en enkelt kontorplads, et kontormiljø og at blive tilknyttet huset som drop-in bruger.

Med GrowAAL drop-in får man, for et mindre beløb, fri adgang til loungen på 4. etage, hvor der er rig mulighed for at arbejde, drikke kaffe og netværke med andre iværksættere. Samtidig får man adgang til fx husets mødelokaler,” siger Henrik Lundum.

Henrik Lundum, Novi

Han supplerer;

”Inspirationen til drop-in løsningen er hentet i Amsterdam, som er én af Europas største iværksætterbyer.

Ambitionen er at blive det foretrukne sted at hænge ud for de iværksættere, som ikke har brug for en fast kontorplads”, uddyber Henrik, som også forventer at kunne hente synergi på tværs af NOVI og GrowALL bl.a. i forhold til deres lange erfaring med udlejning og drift samt en ny mentorordning.

”Det er afgørende, at vi lærer af hinanden på tværs. GrowAAL bliver den vildeste læringsrejse”, slutter Henrik.

Han røber desuden, at de første lejere allerede er på venteliste.

Rift om lejlighederne i nybyggeri: Kom til Åbent Hus i Fjelshøj Husene

Skrevet af: Christine Luca Hornemann

Nyt år, ny mig og måske ny bolig?

I oktober måned fortalte MigogAalborg Bolig om 56 nye lejligheder, som snart stod klar til udlejning i et attraktivt område Nær Marshalls Alle.

Boligerne er nu indflytningsklare, og mange af lejlighederne er allerede lejet ud.

Hvis man er boligsøgende eller blot nysgerrig, så kan lejlighederne opleves til åbent hus på søndag fra klokken 14.00 – 15.00.

Åbent hus på søndag

De tre punkthuse Fjelshøj Husene, som opføres af Søren Enggaard A/S, er en del af Marshalls Allé og rummer 56 lejligheder.

Lejlighederne er alle 3-værelseslejligheder, men der kan vælges mellem 80 eller 86 kvadratmeter.

Lejlighederne er indrettet under forhold, så de er delevenlige for to personer – derfor er der mulighed for, at boligerne kan benyttes som studieboliger, hvilket er oplagt, da Aalborg Universitet ligger få minutter fra punkthusene.

Der er mulighed for at vælge, om man ønsker en altan eller terrasse mod nord, syd, øst eller vest.

Som lejer vil man som en ekstra facilitet have adgang til egen privat parkeringsplads, der hører til lejligheden. Der er ligeledes elevator i ejendommen.

Har man  et ekstra familiemedlem på fire ben, så er det er tilladt at holde husdyr i én af de tre blokke.

Du kan læse og se mere om lejlighederne her.

Et attraktivt område i stor udvikling

Området ved Gigantium har de seneste år fået mange nye tilflyttere på grund den enorme byudvikling.

Byudviklingen fortsætter for området, da Aalborg Kommune i øjeblikket er i gang med en udviklingsplan for en grøn og bæredygtig bydel.

Allerede nu prydes områdets stedkvaliteter og styrkepositioner af en bæredygtig og aktiv bydel.

Området er tæt på sportsfaciliteter, aktivitetstilbud og den omkringliggende natur lægger op til at sundhed, bevægelse og naturindhold vægtes højt i den kommende bydel – derfor er området også yderst attraktivt.

Hvis man ønsker at bo i nærheden af rekreative områder, så kan dette også indfries, da der ligger flere skønne grønne opholdsområder i nærheden.

Med den nye +BUS forbindelse bliver området attraktivt for borgere med en sund livsstil og ikke mindst beboere, som ikke har bil.

Man kan læse mere her, eller kontakte Malte Bering fra Aalborg Mægleren på tlf. 98138800 eller på 21194600.

Prøv Aalborgs nye søgeportal på ejer- og lejebolig

MigogAalborg Bolig har lanceret Boligswipe som er en ny og meget lettere måde at søge boliger på. Find de boliger der matcher dig inden for location og søgekrav – og nærstuder så de rigtige

Følg vores nye boligmedie MigogAalborg Bolig her – alt med ejendomme og de fedeste boliger i Aalborg

INFO:

På MigogAalborg Bolig skriver vi om de spændende boliger i Aalborg og omegn, som skiller sig ud på den ene eller anden måde. Vores artikler er ikke sponsoreret, medmindre det står tydeligt markeret.

Er du ejendomsmægler eller har en bolig til salg og mener MigogAalborg Bolig bør omtale en bolig eller projekt, så skriv til christine@migogaalborg.dk eller direkte på vores Facebook.

Overtager store lokaler: Her åbner kinesisk buffet-restaurant i Aalborg

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto. Golden Palace i Holstrebro
Foto. Golden Palace i Holstrebro

I det nye år kan vi se frem til en helt ny kinesisk restaurant i Shoppen i City Syd.

Som nærmeste nabo til den populære burgerrestaurant Holy Cow, åbner Restaurant Tian Fu, som primært kommer til at tilbyde en stor buffet med forskellige kinesiske retter, mongolian barbecue og sushi.

“Vi er i fuld gang med at finpudse de sidste detaljer, og vi åbner efter 20. januar, så snart det hele er klar,” fortæller medejer, Ting Wang, til MigogAalborg.

De overtager lokalerne ved siden af Elgiganten som i rigtig lang tid har stået tomme. Tidligere lå familierestauranten SPIS i lokalerne, men de fik aldrig momentum.

Nu håber man, at en ny kinesisk restaurant fylde et hul i markedet i City Syd. Det er ikke helt uerfarne kræfter, der åbner Tian Fu.

Hovedkræfterne bag den nye restaurant har nemlig i forvejen Golden Palace i Holstebro, som kører efter nogenlunde samme princip.

Kinesisk buffet med retter lavet fra bunden

Lokalerne i Shoppen har plads til hele 160 spisende gæster, og selvom maden kommer til at bugne af mange forskellige retter, er der også stort fokus på, at alt er lavet efter forskrifterne.

“Vi laver alt maden selv. Vi har uddannede kokke fra Kina, og vores sushi bliver lavet i hånden af erfarne sushikokke,” fortæller Ting Wang.

Buffeten som den ser ud i Holstebro. Det bliver noget lignende i Aalborg.

Restauranten er lige nu i fuld gang med at blive indrettet efter kinesisk design, så den asiatiske oplevelse bliver helt gennemført.

Hvad: Ny kinesisk restaurant; Restaurant Tian Fu.
Hvor: Shoppen, City Syd
Hvornår: Åbning efter 20. januar

Få et billede med “stjernerne”: I morgen er der Star Wars invasion af Aalborg

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: 501st Legion: Danish Garrison
Foto: 501st Legion: Danish Garrison

Den mest populære person i Aalborg i denne tid er nok Julemanden, som man blandt andet kan besøge på Julemarkedet på Gammel Torv eller i Friis Shoppingcenter.

Men i morgen lørdag d. 15. december får han altså hård konkurrence på selfie-delen.

Fra klokken 11 til 15 bliver byen nemlig “angrebet” af legendariske figurer fra Star Wars universet.

Og det er ikke bare fastelavns-udklædning, de tropper op i.

Det er stort set en-til-en med de dragter, de også bruger i filmens verden, og som i flere tilfælde er købt på internationale auktioner.

“Vi har et krav om, at kostumerne skal være helt tro mod originalerne, så man kan stort set ikke se forskel fra original-kostumerne fra filmen,” fortæller Christian Skriver Sørensen fra 501st Legion: Danish Garrison.

Foto: 501st Legion: Danish Garrison

Disse figurer kan du møde

Christian fortæller til MigogAalborg, at man i morgen blandt andet kan stifte bekendtskab med Boba Fett, Stormtrooppers, Jedis, Royal Guards og en Shadow Trooper.

“Vi går rundt inde i centrum og spreder lidt god stemning og ønsker god jul på en lidt anderledes måde.

Vi kommer forbi et par udvalgte butikker, og vi har også en aftale med biblioteket. Folk er mere end velkomne til at få taget et billede med deres yndlingsfigur,” siger Christian.

501st Legion: Danish Garrison udspringer af den internationale 501st Legion, der har over 10.000 aktive medlemmer fordelt over hele verden.

De har tidligere været på besøg i blandt andet Shoppen sidste år

“Vi er jo i bund og grund blot en flok Star Wars nørder, som går op i filmene. Vi giver folk noget glæde og et tiltrængt afbræk fra en til tider stressende hverdag.

Vi er en velgørenhedsorganisation, som blandt andet besøger børneafdelinger på landets sygehuse. Derudover kan man hyre os til konfirmationer, bryllupper, fødselsdage og filmpremierer.

Det koster ikke noget at hyre os – kun det som folk har lyst til donere til Ønskefonden,” fortæller Christian.

I morgen tager de også imod donationer, hvis man har lyst til at give en donation til Ønskefonden.

Christian fortæller MigogAalborg, at 501st Legion: Danish Garrison blandt andet også deltager i et kæmpe Star Wars optog i København til maj.

Der deltager hele 7 garnisoner fra hele verden … og datoen? Det bliver selvfølgelig May the Fourth  (… be with you)

Hvad: Mød figurerne fra Star Wars
Hvor: I hele Aalborg Centrum
Hvornår: Lørdag d. 15. december fra 11-15.