Lokalplan godkendt: Kæmpe hotelkæde må bygge i centrum af Aalborg

I starten af året skulle By- og landsskabsudvalget godkende en ny lokalplan, der gav mulighed for etableringen af to nye markante bygninger på Jyllandsgade.
De to bygninger skulle indeholde hhv. hotel med ca. 100 værelser og op til 17 boliger.
På seneste byrådsmøde den 24. oktober valgte et flertal at godkende lokalplanen efter at det flere gange har været udskudt pga. utilfredshed fra en håndfuld medlemmer af udvalget.
I referatet fra By- og landsskabsudvalget står der, at 20 stemte for godkendelsen, mens seks stemte imod.
Nordjyske har tidligere afsløret, at det bliver verdens største hotelkæde B&B Hotels, der får lov til at etablere deres hotel på hjørnet af Jyllandsgade og Dag Hammarskjølds Gade.
Skal bygges tæt på den nye Plusbus-rute
Af referatet fremgår det:
“Lokalplanen giver mulighed for opførelse af hotel på hjørnet af Jyllandsgade og Dag Hammarskjølds Gade og etageboligbyggeri på hjørnet af Dag Hammarskjølds Gade og Åparken samt tilhørende udearealer, vej og parkeringsanlæg.
Lokalplanområdet har en meget synlig placering i bymiljøet i Jyllandsgade og ejendommen ligger lige ud til det nye BRT-stoppested ‘Politigården’ i Jyllandsgade.
Lokalplanen fastsætter bygningsregulerende bestemmelser samt bebyggelsens arkitektoniske udtryk.
Bebyggelsen disponeres således, at der bygges højest mod Jyllandsgade og lavest mod Åparken. Bygningerne orienteres i forhold til de omgivende veje og strukturer, hvorved bebyggelsen tilpasses omgivelserne.
Hotellets stueplan skal have et overvejende transparent udtryk, så der er visuel interaktion mellem bylivet ude (bl.a. Plusbus perronen i Jyllandsgade) og funktionerne inde (morgenmadsrestaurant).
Mellem bygningerne etableres et fritliggende etagedæk, der dels rummer lokalplanområdets opholdsareal og slører parkeringen nedenunder. Det er nødvendigt at etablere 2 meter høje transparente støjskærme mod de omkringliggende veje, for at sikre tilstrækkeligt med opholdsareal, der ikke er støjbelastet.
Opholdsarealet tilføjes grønne elementer.”

Kommer 102 værelser på hotellet
I hotellet, nærmest Jyllandsgade, kan der etableres op til 102 værelser og i boligtårnet, nærmest Åparken, op til 17 lejligheder.
Stueplan i boligtårnet kan enten anvendes til erhverv eller bolig.
Mod Jyllandsgade skal der plantes mindst ét træ, der kan vokse sig stort og markant i bybilledet.
Området mellem bebyggelsen og Dag Hammerskjølds Gade indrettes som et mindre byrum med tilsnit af beplantning– herunder mindre træer.
Du kan læse mere om beslutningen her.