Tid til roadtrip: Her får du en halv meter lang hotdog

Igen i år vælger mange danskere at bruge sommerferien i skønne Danmark, og Nordjylland er et yndet turistmål, når der skal sand under tæerne og tankes op på oplevelseskontoen.
Uanset om du skal på ferie i Nordjylland elller blot vil på roadtrip i landsdelen, har vi fundet en STOR grund til at tage turen cirka 45 minutter nordpå for at besøge kystbyen Tversted (mellem Hirtshals og Skagen).
Tversted er i forvejen kendt for skønne badestrande og ikke mindst de to ishuse, Det Blå Ishus og Det Grå Ishus, der konkurrerer om at servere de bedste is med verdens bedste guf (men det er en helt anden historie).
På samme vej (Tannisbugtvej) finder man Polarkiosken, der for mange også er et obligatorisk stop på vejen til stranden.
Årsagen er ganske simpel: Polarkiosken serverer landets (måske?) største hotdog på intet mindre end en halv meter!
(Måske?) Danmarks største hotdog med en helt særlig pølse
Den var vi selvfølgelig nødt til at prøve, så vi sendte vores mest hotdog-kyndige journalist et smut til Tversted for at prøve dyret.
Når vi tidligere har delt billedet af hotdoggen på Instagram, er vores indbakke væltet med spørgsmål om, hvor den var fra, så selvom den store hotdog er kendt og elsket af mange, er der åbenbart en del, der endnu ikke kender til vidunderet.
Den halve meter hotdog er Polarkiosken helt store bestseller og et enkelt eksemplar koster 55 kr.
Når man vælger at lave så stor en hotdog, skal det meste naturligvis specialfremstilles.
Pølsen er speciallavet af Pølsemageriet i Silkeborg, og den indeholder mindre fedt end pølser fra de kendte slagterier.
Brødet er ikke et klassisk hotdog-brød, men mere et slags flutes, som ifølge vores udsendte reporter var dejligt “smooshy”.
Hotdoggen kan naturligvis fåes med det hele eller lige de toppings, du holder af.
Hvis du selv har mod på at prøve den kæmpe hotdog, har Polarkiosken åbent hver eneste dag fra 12 til solen går ned (omkring kl. 22.00) henover sommeren.
Udover grillmad har Polarkiosken også masser af is, softice og så naturligvis deres egne versioner af hjemmelavet guf.
Hvad: Halv meter lang hotdog
Hvor: Polarkiosken, Tannisbugtvej 123, 9881 Bindslev
Hvornår: Alle dage fra 12 og til omkring solnedgang (alt efter vind og vejr)
Pris: 55 kr.