Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborg får kæmpe gave: Største fyrværkerishow på dansk grund

Af Michael Qureshi

Aalborg får en gigantisk gave af en af Nordjyllands rigeste.

SEBC Holdning som investoren Eigild B. Christensen står bag har sikret, at Tall Ship Races i 2019 får et rekordstort fyrværkerishow, som med al sandsynlighed er det største nogensinde på dansk grund.

“Idéen om sponsoratet til fyrværkeriet opstod, da vi som familie gerne vil give noget tilbage til den by, vi elsker, både som by og som et dejligt sted at bo, og hvor vi har drevet virksomheder i mange år,” fortæller direktør Eigild B. Christensen fra SEBC Holding.

Han fortsætter;

“Det er skønt med tiltag som The Tall Ships Races i Aalborg. Det er et pragtfuldt bindeled i Aalborgs udvikling fra industri- og værftsby til en storby, der har et varieret udbud af interessante oplevelser. Det vil vi gerne støtte op omkring, og derfor sponsorerer vi fyrværkeriet til Tall Ships Races,” afslutter Eigild B. Christensen.

Den nordjyske investor har blandt andet solgt Color Print for et gigantisk trecifret millionbeløb, og senere scorede han en stor gevinst på salg af energiselskabet Neas.

Jubler over den flotte gave

Hos Aalborg Events, der er en afdeling under Aalborg Kommune, jubler man selvsagt over den vilde gave til byen i forbindelse med Tall Ship Races, der plejer at samle over 100.000 mennesker til Havnefronten.

“Vi er på én gang begejstrede og taknemmelige, for at SEBC Holding har indgået dette sponsorat og dermed gjort det muligt for os at lave et fyrværkeri af denne kaliber til næste års The Tall Ships Races, der vil blive en stor oplevelse for publikum og som vil blive husket længe,” siger eventchef Søren Thorst, Aalborg Kommune.

“Fyrværkeriet til The Tall Ships Races har gennem årene været et af højdepunkterne for fire dages fest langs Aalborg Havnefront. Det vil det uden tvivl også blive i 2019,” fortæller Søren Thorst.

Største fyrværkeri show i Danmark

Hos Højen & Magic Fyrværkeri ApS, der skal forestå fyrværkeriet og som også leverede fyrværkeriet til The Tall Ships Races i Aalborg i 2015, er man allerede i gang med at planlægge det storslåede fyrværkeri til den 5. juli:

“Det er med sikkerhed det største fyrværkeri, der har været skudt af i Danmark gennem de sidste 25 år. Når jeg siger 25 år skyldes det, at mit kendskab til fyrværkeri før den tid er begrænset. Det er ganske givet det største i Aalborg nogensinde,” fortæller fyrværker Gunnar Knudsen

The Tall Ships Races bliver afviklet for fem gang i Aalborg fra den 3. – 6.juli 2019. Det markerer samtidig 20 års jubilæet for arrangementets historie i Aalborg.

Del artikel

Andre læser også