Kæmpe fund: Tonstung gravsten dukket op midt i Aalborg

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen
Gravstenen er rigt dekoreret med blandt andet Peder Pedersens bogmærke samt de fire evangelister. Til
højre ses evangelisten Johannes. 
Foto Nordjyllands Historiske Museum
Gravstenen er rigt dekoreret med blandt andet Peder Pedersens bogmærke samt de fire evangelister. Til højre ses evangelisten Johannes. Foto Nordjyllands Historiske Museum

I øjeblikket arbejdes der ihærdigt med at lægge ny belægning i Algade ved Budolfi Kirke i Aalborg, og i den forbindelse har arkæologer ved Nordjyllands Historiske Museum kigget med fra sidelinjen.

Der er tidligere dukket adskillelige skeletter og spor af begravelser op, men der kommer også andre interessante ting frem af mulden.

For tæt ved kirken har man nu fundet en mere end to meter lang gravsten.

Helt nøjagtig måler den fundne gravsten 2,15 x 1,40 meter, og den er lavet af enten kalksten eller sandsten, som formentlig er importeret fra udlandet.

Stenen har oprindeligt ligget i kirkegulvet inde i Budolfi Kirke, men er senere lagt udenfor, formentlig i forbindelse med en renovering af kirkegulvet i 1899. Der er derfor ikke fundet jordiske rester af stenens ejermand.

Arkæologer ved Nordjyllands Historiske Museum har fundet en kæmpe gravsten ved Budolfi Kirke. Den har
oprindelig ligget i gulvet inde i Budolfi Kirke, og den blev lagt til minde om kongelig toldinspektør Peder
Pedersen og hustru.
Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Gravstenen bærer præg af at have ligget i kirkegulvet i mange år, og flere steder er teksten slidt helt væk af kirkegængernes fødder. Men man kan stadig læse, at den oprindelig blev lagt over en Peder Pedersen, og at han døde den 8. november 1672.

Med navn og dødsdato kan vi finde ham i andre skriftlige kilder.

I Budolfi Kirkes kirkebog kan man for eksempel se, at han ved sin død boede i Maren Turis Gade, og i begravelsesprotokollen står, at gravstedet og stenen blev købt af hans enke den 11. november 1672.

Kongelig toldinspektør

Men gravstenen afslører også noget andet meget interessant.

Der står nemlig at læse, at Peder Pedersen var ”lige May: Told insp.” – han var altså toldinspektør i Aalborg.

Fra andre skriftlige kilder ved vi, at en Peder Pedersen blev udnævnt til toldinspektør i januar 1661. Han har dermed været den første generation af embedsmænd under enevælden, som blev indført af Frederik 3. i 1660.

Og der er tale om en embedsmand, som har passet sit arbejde godt, forklarer historiker Jakob Ørnbjerg.

”Vi kan nemlig se, at han har ført forskellige retssager mod folk, som har foretaget ulovlig handel ved Limfjorden uden at betale den told, som kongen har haft krav på,” siger Jakob Ørnbjerg.

Selvom der altså ikke er tale om en hr. Hvem-som-helst, og at en gravsten af den her størrelse og placering viser, at han har tilhørt det bedre borgerskab i samfundet, så har han dog ifølge Jakob Ørnbjerg ikke været særlig velstående.

”For vi kan se i skiftet efter ham, at forskellige kreditorer har gjort udlæg i arven. Så han har haft gæld rundt omkring, som arvingerne har været nødt til at betale ud.”

Stenen afslører sjov detalje

Læser man videre i teksten på gravstenen, så nævnes Peder Pedersens hustru Johanne Sørensdatter Weibye også.

Johanne dør først i 1706, og det afslører en sjov detalje. Her kan man nemlig se, at teksten på gravstenen har været præfabrikeret.

Man har skrevet hele teksten allerede ved Peder Pedersens død i 1672, og har så gjort plads til, at man senere kunne tilføje Johannes dødsdag og år.

Arkæologer ved Nordjyllands Historiske Museum har fundet en kæmpe gravsten ved Budolfi Kirke. Den har
oprindelig ligget i gulvet inde i Budolfi Kirke, og den blev lagt til minde om kongelig toldinspektør Peder
Pedersen og hustru.
Foto: Nordjyllands Historiske Museum

I dette tilfælde har man på forhånd hugget ”16   ”, fordi man regnede med, at hun ville dø i 1600-tallet, men har så sidenhen måtte rette 6-tallet til et 7-tal, da hun altså først døde i 1706.

Selvom hustruens navn og dødsdato også står på stenen, så kan man dog ikke være helt sikker på, at hun også har været begravet i kirken ved Peder Pedersens side.

Man ved nemlig fra skriftlige kilder, at hun senere giftede sig igen med en Gert Kellermand, som også boede i Maren Turis Gade.

Den tonstunge gravsten var desværre slået i flere stykker, men den er nu pillet op af jorden og sendt til konservering.

Senere afgøres det, om den skal udstilles på Aalborg Historiske Museum.

Lucia i Kajak gentages: Spektakulært syn i vente på Havnefronten

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: OnAdventure
Foto: OnAdventure

Julen er lig med traditioner, og en af de nyere af slagsen finder sted den 13. december i Limfjorden.

Ja, du læste rigtigt: i Limfjorden.

For femte gang er OnAdventure nemlig klar til at skabe et noget anderledes Lucia-optog i Aalborg, når havkajakker bliver pyntet med både lys, nisser, grantræer og glimmer, og så går turen ellers langs Limfjorden, hvor de lysende kajakker vil give et spektakulært syn.

Det kan måske umiddelbart lyde som en spøjs oplevelse, men efter at vi tog traveskoene på sidste år og stak i løb langs havnefronten, efter de lysende kajakker, er vi slet ikke i tvivl:

Det blev ikke sidste gang.

Derfor kan vi kun opfordre til, at du tager det varme tøj på og tager et smut forbi havnefronten den 13. december.

Nyt startområde i år

Men alt er dog ikke helt som det plejer.

Som noget nyt er startområdet flyttet til Limfjordsværftet, som byder på varm suppe og tænder op i grillen.

Plan A for ruten er at tage en tur rundt i havnen mellem 17 og 19.

“Den bliver små 6 kilometer lang, og bringer os forbi havnefronten i Aalborg hvor vi synger luciasang, ud til Østre Havn og retur – enten langs havnefronten i Aalborg, eller med et kryds over fjorden og hjem på  Nørresundby-siden,” skriver OnAdventure om optoget.

Så hvis man trækker ned mod Havnefronten mellem 17.30-18.00, så bør man have god mulighed for at opleve det ekstraordinære Lucia-optog.

“Ruten afhænger af vejret, og kan blive ændret i tilfælde af hårdt vejr. Endelig rute annonceres til alle tilmeldte den 13. december, samt ved startbriefing kl. 16:40 i skudehavnen.”

Sikkerhed frem for alt

Turen er for havkajakroere, og det er gratis at deltage.

Som deltager skal du selv stå for sikkerhed, udstyr og logistik, og have færdighederne og udstyret til at ro kajak i koldt vand.

“Hvis vi krydser fjorden, gøres det i organiserede, overskuelige grupper. Turen er forbeholdt havkajakker for at optimere sikkerheden. Arrangementet kan blive aflyst hvis vejret er for hårdt.

Som deltager er dit ansvar at holde dig sammen med gruppen. Det forventes at du melder klart ud hvis du vælger at ro væk fra gruppen, eller får brug for hjælp,” skriver de videre.

Foto: OnAdventure

Programmet for luciaoptog på Limfjorden

16:00-16:40 Klargøring af kajakker. Limfjords-værftet serverer varm suppe.

16:40-16:50 Sikkerhedsbriefing for alle deltagere

17:00-19:00 Rotur i Aalborg

19:00-20:00 Vi pakker sammen, og grillen er tændt, og vi ønsker god jul!

NB: Husk pandelampen: Solen går ned kl 15:38.

Hvad: Lucia i Kajak 2019
Hvor: Fra Limfjordsværftet og ind mod havnefronten
Hvornår: 13. december

Du finder mere info her.

Kæmpe fodboldfest på Gammeltorv: Alle EM-kampe bliver vist på storskærm

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Aalborg City
Foto: Aalborg City

Gennemsnitspulsen var formentlig noget højere end sædvanligt i de danske hjem mandag aften, da det skulle afgøres om Danmark kunne kvalificere sig til EM-slutrunden, som finder sted næste sommer.

Men ét sted i Aalborg var spændingen næsten ikke til at holde ud.

“Vi har lige afholdt vores årlige årsmøde, hvor over 150 detailbutikker deltog, og her præsenterede vi også aktivitetskalenderen for 2020.

Vi havde valgt at tage klaphatten på og skrevet “EM på storskærm” på fra 12. juni – 12. juli.

“Men vi havde gjort slettelakken klar, hvis det utænkelige skulle ske.

Så jeg var da noget nervøs, da Irland pludselig udlignede til 1-1 … Men nu kan vi ånde lettede op, og smide slettelakken i skraldespanden,” fortæller direktør for Aalborg City, Flemming Thingbak, til MigogAalborg.

Foto: Aalborg City
Foto: Aalborg City

Derfor er det officielt, at samtlige EM-kampe bliver vist på storskærm på Gammeltorv fra 12. juni – 12. juli.

Nu kan Aalborg City sammen med samarbejdsparterne for alvor trække i arbejdstøjet og få alle detaljerne på plads, men Flemming Thingbak kan allerede nu afsløre lidt af planerne over for MigogAalborg.

Kæmpe fanzone med storskærm, ansigtsmaling og fadøl

Under VM 2018 var Gammeltorv omdannet til én stor folkefest, hvor samtlige VM-kampe blev vist – med en stor fanzone, hvor der både var mulighed for at købe fadøl, lækkert mad og ikke mindst få fodboldstemningen helt ind under huden.

“Vi glæder os til at lave en endnu større folkefest til sommer.

Vi er lige nu i dialog med DBU, om man kan gøre Aalborg til en officiel fanzone, men uanset hvad bliver stemningen helt i top, og når man ankommer til Aalborg midtby, vil byen summe af fodboldfeber og hyggeligt samvær”, siger Flemming.

Endnu større storskærm?

Som det helt store trækplaster under storskærmsvisningen i 2018, havde man lejet en 30 kvadratmeter storskærm, som svarer til godt 620 tommer.

Foto: Aalborg City

“Storskærmen bliver mindst lige så stor til sommer, og måske endda endnu større.

Til VM var vi nødt til at sætte en ekstra storskærm op, da Danmark skulle møde Kroatien i ottendelsfinalen. Det vil vi gerne undgå i år,” siger Flemming.

Aalborg City var sidste sommer meget spændte på, hvordan stemningen ville være til de lidt mindre kampe, men der var fans til samtlige kampe, som skabte en fantastisk atmosfære.

Foto: Aalborg City

“Det vil vi gerne bygge videre på til EM, så vi viser selvfølgelig samtlige kampe. Vi kan kun opfordre til, at man venter med at holde ferie til efter 12. juli,” siger Flemming Thingbak.

Hvad: Storskærmsvisning af samtlige EM-kampe (med fanzone)
Hvor: Gammeltorv
Hvornår: 12. juni – 12. juli 2020

Bøger, kaffe og hjemmebag: Ny café er åbnet i Aalborgs midtby

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

“Stedet hvor mennesker mødes, bøger læses, kaffe nydes og sulten tilfredsstilles.”

Sådan lyder sloganet for Aalborgs helt nye café, Café Nørregade, som sjovt nok ligger i Nørregade i centrum af Aalborg.

Den har til huse i forlængelse af Hovedbiblioteket, hvor bl.a. KaffeFair tidligere har haft café.

Du træder direkte ind på caféen, hvis du benytter indgangen ud til Nørregade.

Bag den nye café står Charlotte Egelund, som også driver Den Blå Café i Lønstrup, der kun har åbent om sommeren.

Derfor er der nu plads i kalenderen til at åbne et helt nyt sted i Aalborg, og det er bestemt ikke café-erfaringen, der mangler.

“Jeg har nærmest ikke lavet andet hele mit liv,” fortæller Charlotte til MigogAalborg.

Hovedbiblioteket er et populært sted, for både læselystne og travle studerende, og derfor har Charlotte også lavet en aftale med biblioteket om, at alt mad og drikke må tages med videre op i læsesalen.

Derudover er man også velkommen til at fordybe sig i faglitteratur eller den sidste nye krimi i caféen, hvor der er næsten 40 siddepladser.

 

Masser af lækkerier på menuen

På caféen kan du naturligvis få alt inden for varme drikke; fra filterkaffe til en flad 20’er, diverse espresso-varianter, luksus te eller varm chokolade lavet på Callebaut-chokolade. Det hele fås selvfølgelig også to go.

Af den kølende slags byder menukortet på alt fra hjemmelavet saft, sodavand, økologisk juice, is-latte og øl.

Ifølge børnesangen bor der jo en bager i Nørregade, og det er faktisk også tilfældet i Café Nørregade.

Hoveddelen af brødet er nemlig hjemmebagt, og du kan sætte tænderne i surdejsboller med valgfrit pålæg, diverse sandwich og så vores favorit: lun panini, som jo altid er et sikkert hit på farten.

Caféen åbner allerede kl. 08.00, sammen med biblioteket, og de morgenfriske kan stifte bekendtskab med en morgentallerken med surdejsbolle med pålæg eller ost og økologisk skyr med kompot og hjemmelavet müsli for 59 kr.

Der er også frokosttallerken (110 kr.), månedens varme suppe og årstidens friske salat på menuen.

Caféen går ind for at stoppe madspild, og derfor kan du købe 6 boller to go for 35 kr. mellem kl. 17.00-18.00 – selvfølgelig efter først-til-mølle.

Hvad: Café Nørregade er åbnet
Hvor: Nørregade (ved Hovedbiblioteket)
Hvornår: Åbent fra kl. 08.00 – 18.00 (mandag-lørdag)

Du kan finde mere info om Café Nørregade her.