Kæmpe filmhit vender tilbage til Aalborg: Magisk aften venter i Musikkens Hus
Konceptet har allerede vist sig at være et stort hit i Aalborg.
Når legendariske film bliver vist på det store lærred i Musikkens Hus, mens et symfoniorkester spiller filmmusikken live, opstår der noget helt særligt i salen.
Nu kan Harry Potter-fans se frem til endnu en stor oplevelse.
Musikkens Hus viser nemlig Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer™ In Concert onsdag 23. og torsdag 24. september 2026 klokken 19 i Koncertsalen.
Her bliver den anden film i Harry Potter™-serien vist på det store lærred, mens Aalborg Symfoniorkester spiller John Williams’ ikoniske musik live.
Og netop musikken er en enorm del af oplevelsen.
Smukt med filmmusikken live
Når man sidder i salen, bliver det tydeligt, hvor meget filmmusikken egentlig fylder i en film som Harry Potter — og hvor imponerende det er, når musikerne fremfører det hele live foran publikum.
Der venter en magisk aften for både store og små, når dirigent Timothy Henty sammen med Aalborg Symfoniorkester levendegør musikken, mens publikum følger Harry, Ron og Hermione gennem endnu et eventyr på Hogwarts™.
I Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer™ er sommerferien slut, og Harry Potter vender tilbage til Hogwarts. Men hans andet år på troldmandsskolen bliver hurtigt alt andet end roligt.
Biler flyver, træer kæmper tilbage, og en mystisk husalf dukker op for at advare Harry.
Samtidig begynder uhyggelige ting at ske på skolen.
Væggene hvisker med onde stemmer, elever bliver forstenet, og beskeden om, at Hemmelighedernes Kammer er blevet åbnet, skaber panik blandt både lærere og elever.

John Williams imponerende musik
Ifølge legenden blev kammeret skabt af Hogwarts-grundlæggeren Salazar Slytherin og gemmer på et uhyre, som kun hans sande arving kan kontrollere.
For at redde Hogwarts må Harry, Ron og Hermione bruge al deres mod og magiske kunnen.
John Williams komponerede musikken til de tre første Harry Potter-film og lagde dermed hele det musikalske fundament for filmserien.
Hans musik er fyldt med genkendelige temaer, der følger karakterer, steder og stemninger gennem fortællingen.
Det mest kendte er Hedwig’s Theme, som med sin klokkeagtige og mystiske lyd er blevet uløseligt forbundet med Harry Potter-universet.
Til Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer™ skabte Williams også nye musikalske motiver, der passer til filmens mørkere mysterier og nye karakterer.
Blandt andet det dystre tema for Hemmelighedernes Kammer og det mere vemodige tema for Hulkende Hulda.
Når musikken spilles live af Aalborg Symfoniorkester, smelter film og koncert sammen til én samlet oplevelse.
Tid og sted:
Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer™ In Concert
Onsdag 23. og torsdag 24. september 2026 klokken 19
Koncertsalen i Musikkens Hus