Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmpe ejendomshandel: Kendt bygning i Aalborg solgt

Af Redaktionen
Jesper Brøndum (t.v.) og Morten Vinther Jensen, adm. direktør Tecta Invest. Fotograf: Torben S. Hansen/Det Nordjyske Mediehus.
Jesper Brøndum (t.v.) og Morten Vinther Jensen, adm. direktør Tecta Invest. Fotograf: Torben S. Hansen/Det Nordjyske Mediehus.

Den store bygning på Langagervej 1 i Aalborg Øst, der har huset den nordjyske medievirksomhed Det Nordjyske Mediehus i mere end 30 år, er nu blevet solgt.

Per den 5. juli 2022 er bygningen købt af Tecta Invest A/S, men medievirksomheden har stadig ét år til at flytte medarbejdere og udstyr til deres nye kontor på Aalborg Havnefront.

Det skriver Tecta Invest, som ejes af Jens Enggaard, i en pressemeddelelse.

”For begge parter, køber og sælger, er der god ræson i ikke at forhaste den faktiske overtagelse. Det Nordjyske Mediehus kan nu få færdigetableret og indrettet sig i deres nye domicil på havnen.

Og hos Tecta Invest får vi samtidig god tid til at finde de helt rigtige lejere og få nyindrettet ejendommen på Langagervej præcis derefter.

Under alle omstændigheder er vi stolte over at blive ejer af det meget flotte, funktionelle kvalitetsbyggeri på den store grund,” forklarer direktør Jesper Brøndum hos Tecta Invest.

Stor ejendomsportefølje i Aalborg

Ejendomsselskabet flyttede for nyligt selv til et stort og ligeledes nyerhvervet erhvervslejemål på Sofiendalsvej, som Tecta Invest A/S desuden lejer ud på linje med andre markante Tecta Invest ejendomme.

Med en offentlig vurdering i 2019 på 99 mio. kr. råder Tecta Invest med det seneste køb efterhånden over en ejendomsportefølje til en bogført værdi af ca. 850 mio. kr, indtil videre primært i Aalborg-området.

Selve mediedomicilet blev opført i 1989 efter arkitekt Jacob Blegvads tegninger med i dag bl.a. 7400 kvadratmeter kontorbyggeri + 2700 kvadratmeter kælder.

Men medievirksomheden havde allerede ti år forinden erhvervet den 78.000 kvadratmeter store grund og hurtigt derefter etableret den 13 meter høje trykkerihal og tilhørende lagerbygninger, der i dag tæller yderligere 6500 kvadratmeter.

Avistrykkeriet drives i dag af Erritsø Tryk, der trykker aviser til mange medier udover Det Nordjyske Mediehus’. Erritsø Tryk forbliver lejere af den del af Tecta Invests nye ejendom.

Attraktivt byggeri og placering

Også hos sælger er man tilfreds med handlen:

”Langagervej 1 har tjent og profileret Det Nordjyske Mediehus godt i mere end 30 år, hvor dimensionerne også har givet mening.

Men med de senere års digitalisering er medievirksomhedens fysiske pladsbehov markant reduceret, ligesom trykkeriet er solgt fra. Det er derfor, vi har valgt at flytte til nyt og skræddersy en ny topmoderne 2023-medieløsning, der i højere grad tager hensyn til, at papiravisen fylder mindre i et bredt medieudbud.

Vi glæder os både til fremtiden og over at have lavet en fornuftig handel med en forstående og respekteret køber,” siger Morten Vinther Jensen, adm. direktør i Det Nordjyske Mediehus.

Leder efter de helt rigtige lejere

Hos Tecta Invest er direktør Jesper Brøndum fortrøstningsfuld og ønsker foreløbig at holde alle muligheder åbne, mens man finder de helt rigtige lejere:

”Med placeringen i den attraktive nye bydel, hvor der i forvejen sker en masse, nær ved universitet, motorvej og med ny plusbus lige uden for døren, er vi overbevist om, at mange virksomheder vil finde den samlede pakke attraktiv,” siger Jesper Brøndum og fortsætter:

”Vi glæder os over at have indføjet et så kendt og højprofileret kvalitetsbyggeri i vores ejendomsportefølje. Det passer perfekt ind i Tecta Invests strategiske ambition om at være Aalborgs foretrukne partner for virksomheder, der ønsker fleksibilitet og aktiv rådgivning.”

Jesper Brøndum tilføjer, at Tecta Invest uanset tidens vanskelige og svært forudsigelige marked vil fortsætte ejendomsinvesteringerne på baggrund af en solid egenkapital på 330 mio. kr.

Målet er i løbet af fem år at blive en af Nordjyllands toneangivende erhvervsejendomsudlejer.