Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmpe efterårsfestival: Kom til Zombie Run i Blokhus

Af Emil Kjær Jørgensen

Efterårsferien er lige om hjørnet.

Uanset om du søger en masse sjove oplevelser eller bare vil have en undskyldning for at besøge skønne Blokhus, så skal du lægge vejen forbi Blokhus Efterårsfestival i år.

Traditionen tro byder Blokhus Efterårsfestival på både sjove og (u)hyggelige aktiviteter for hele familien i uge 42.

Erhvervsforeningen Destination Blokhus og VisitJammerbugten præsenterer nemlig igen i år et spændende efterårsprogram, der passer til alle aldre.

Programmet byder både på hæslige havhekse, farlige zombier, heldige kartofler og meget mere.

Blokhus Zombie Fun Run

Årets mest skræmmende familieløb er tilbage i efterårsferien.

Ved mørkets frembrud omdannes Blokhus Klitplantage til noget, der næsten kunne være en scene fra The Walking Dead.

Sværme af zombier vil denne aften jage alle varmblodede, der modigt begiver sig ud på en ca. 2,5 km lang rute i skoven.

Inden man bevæger sig ud på ruten, udstyres hver deltager med 3 liv (stofhaler), som ægte sultne zombier vil forsøge at stjæle. De tre liv skal sættes fast i bukselivet, så det anbefales, at man ikke har en lang jakke eller andet, der besværliggør dette.

Arrangørerne anbefaler, at familier med mindre børn deltager først på aftenen, inden det bliver alt for mørkt.

Kæmpe efterårsfestival: Kom til Zombie Run i Blokhus

Jo mørkere det bliver, jo mere skræmmende kan ruten virke. Da Zombie Run kan være lidt uhyggeligt, anbefales det også, at børn altid løber sammen med voksne, og det frabedes at medbringe hunde.

For dem, der ønsker at tage deres Zombie Fun Run-oplevelse til et nyt, skræmmende niveau, kan der i år downloades en lydfil med seje og realistiske lydeffekter, der vil få hjertet til at banke hurtigere, og sanserne til at være på vagt.

Lydfilen er designet af en professionel lydmand, specielt tilpasset ruten i Blokhus Klitplantage. Når man booker, vil der være et link til lydfilen, som kan downloades på mobilen og afspilles igennem deltagernes egne høretelefoner.

Det koster kr. 50 kr. pr. person at deltage. Løbet starter kl. 17.00, og de sidste sendes ud på ruten kl. 19.30.

Datoen er torsdag den 19. oktober, og der er rift om billetterne. Find info om det her.

Kæmpe efterårsfestival: Kom til Zombie Run i Blokhus

Havheksenes aften i Blokhus

For at skyde Efterårsfestivallen godt i gang vil der, mandag den 16. oktober, være fortryllende oplevelser for både store og små, når der afholdes Havheksenes aften i Blokhus. De onde havhekse og grusomme troldmænd har rottet sig sammen om at plyndre og overtage Blokhus.

Deltag i det populære havhekseløb, hvor man ved hjælp af et skattekort skal finde en række (u)hyggelige poster rundt i Blokhus. Havhekseløbet er en hyggelig familiebegivenhed, hvor man i eget tempo skal løse en række opgaver for at få fingrene i de magiske bogstaver, der skal bruges til at ophæve fortryllelsen.

Til de modige vil der ovenikøbet være mulighed for at røre en rigtig slange. Havhekseløbet starter på torvet fra kl. 17.00 på Torvet i Blokhus, og det koster 35 kr. pr. person at deltage.

I teltet på torvet vil der denne aften også være en kreativ workshop, hvor man kan male på (u)hyggelige sten eller lave sin egen halloween lanterne.

Den professionelle ansigtsmaler Dinah står klar til at udsmykke børnene, og ude på torvet kan man riste skumfiduser. Aftenen afsluttes med et stemningsfuldt ildshow kl. 21.00 med ildkunstneren Marek. Så der er lagt op til en (u)hyggelig aften i Blokhus, hvor hele familien kan være med.

Kæmpe efterårsfestival: Kom til Zombie Run i Blokhus

Få pulsen op

Jetsmark Idrætscenter står klar på torvet tirsdag den 17. oktober, hvor der vil være mulighed for at få en smagsprøve på nogle af centrets mange aktiviteter.

Prøv blandt andet den nye ketchesport pickleball eller alternativ ballonbadminton, hvor også de mindste kan være med. Der vil også være forskellige konkurrencer med chancen for at vinde fantastiske præmier.

Men det stopper ikke her! Denne dag kan man også se Blokhus Torv fra svimlende højder, hvor pulsen med garanti vil stige til uanede højder. Stig ombord i kurven og tag en tur op mod himlen, når kranen løfter deltagerne op i imponerende 53 meters højde.

Sikkerheden er naturligvis i top med sele og line. Hele ugen vil der også være mulighed for at udfordre sine venner til streetfodbold på den ottekantede Pannabane, prøve Teqballbord eller gå til dyst i bordfodbold. Alt sammen gratis aktiviteter på Blokhus Torv.

Blokhus Smadredag – Wrestlingshow for hele familien

Som en del af Blokhus Efterårsfestival inviterer Erhvervsforeningen Destination Blokhus hele familien indenfor i ringhjørnet, når Dansk Pro Wrestling indtager teltet på Blokhus Torv med hele to underholdende shows fyldt med spænding, action og fede stunts. Dette sker lørdag d. 21. oktober.

Showet i Blokhus er tilpasset børnefamilier, og for den nette sum af kr. 50,- vil det være mulighed for at opleve et af de to shows, der afvikles henholdsvis kl. 12.00 og klokken 15.00. Billetter kan købes her eller via Mobilepay i døren.

Kæmpe efterårsfestival: Kom til Zombie Run i Blokhus

Den heldige kartoffel

Efterårsferien blev i gamle dage kaldt kartoffelferien, hvor børn fik fri, så de kunne hjælpe med at grave kartofler op. Ude i skoven kan man sammen med de søde frivillige onsdag den 18. oktober prøve kræfter med sjove kartoffelaktiviteter. Lav eksempelvis dine egne kartoffelpandekager, udforsk din kreative side med kartoffeltryk, eller hvad med at lave dine egne kartoffelchips?

Det finder sted på Gateway-pladsen. En anden Blokhus-klassiker er det store kartoffelløb ”Den heldige kartoffel”, hvor 100 nummererede bagekartofler gemmes i Blokhus, ved Gatewaypladsen og i Hune.

Finder man en kartoffel, kan den byttes til en præmie hos Ny Form i Blokhus. Maks 2 kartofler pr. barn.

Efterårssjov for de mindste – En Uge Fyldt med Sjov og Leg!

Søndag den 15. oktober vil de små plastikænder svømme om kap ned ad Blokhus Bæk til Blokhus Anderæs. Ænderne kan købes inden startskuddet lyder, og hvis man er så heldig, at ens and vinder løbet, er der både en medalje og en præmie. For alle andre deltagerne venter en forfriskende ispind, og selvfølgelig kan man tage den farvestrålende plastikand med hjem.

Samme dag får man også chancen for at udfolde ens kreative side i det store telt på torvet, hvor venlige frivillige hjælper med fif dekorere dit eget græskar. Græskarrene bliver malet med særlig maling og får en lakfinish, så de kan stå smukt og uhyggeligt til Halloween. Men det sjove stopper ikke der!

Fredag i uge 42 byder Cirkus Charlie på et storslået cirkusshow for familiens yngste, efterfulgt af en spændende workshop. Og hvis du har masser af energi at brænde af, kan du hele torsdagen hoppe løs på den kæmpe hoppepude inde i teltet.

Alt, hvad du behøver, er at betale entre, og så kan du hoppe dagen lang.

Vild efterårsferie

Områdets helt særlige og smukke natur med skov, den brede hvide strand og det brusende Vesterhav danner også rammen om oplevelser i efterårsferien. Tag f.eks. et forfriskende morgenbad i Vesterhavet sammen med badeklubben Søstjernerne hver morgen klokken 08.00, lad sveden løbe når der er saunagus på strande eller hop på MTB og udforsk området alene med Saltum Trim. Der er også mulighed for at tage med vandreklubben Fodslaw på en skøn efterårsvandring på ukendte stier.

Kæmpe efterårsfestival: Kom til Zombie Run i Blokhus

Ude i skoven kan man søndag den 15. oktober løse en række sjove opgaver og lære skoven bedre at kende når Badass Biology inviterer Naturstjerneløb, og om aftenen vil der være mulighed for at tage med de sprudlende biologer på ravjagt. På Torvet vil der mandag den 16. oktober være trækketur på pony, og man kan blive klogere på havets dyr, når Nordsøen Ocenarium gæster Blokhus Torv, hvor de blandt andet vil dissekere nogle af havets dyr.

Fredag den 20. oktober vil der på shelterpladsen i Blokhus Klitplantage være Family Outdoor Camp. En hyggelig eftermiddag fyldt med sjove aktiviteter, herunder pandekager over bål, bueskydning, træflækning, snitning, linevandring og meget mere.

Det koster kr. 50 pr. person og kan bookes her.

Smag for Blokhus

Tirsdag er der mulighed for at dykke ned i den lokale historie med by-guiden Birgit Christensen og få en smagsprøve på byens utrolige historie. Turen tager ca. 1 time og egner sig både børn og voksne.

Til dem, der gerne vil forkæle smagsløgene, afholdes det populære høstmarked onsdag den 18. oktober på Blokhus Torv. Her kan man nyde de farverige stader, hvor lokale fødevareproducenter og kunstnere præsenterer deres mesterværker. Smag på de friskeste lokale råvarer og specialiteter og lad dig forføre af duften fra alt lige fra nybagt brød til friskpresset æblemost.

Alt i alt er der lagt op til en efterårsferie med masser af sjove og (u)hyggelige aktiviteter – som passer til alle aldre.

Kæmpe efterårsfestival: Kom til Zombie Run i Blokhus

Herudover byder ugen også på segway, Børnelopper, SnapChatløb, Dyrequiz og hos erhvervet er der blandt andet Lysfald i Fårup Sommerland, Kunst i Blokhus i Kulturhuset og meget, meget mere, som kan ses i det fulde efterårsprogram. Det bliver bestemt ikke kedeligt at holde efterårsferie i Blokhus!

Se ferieprogram for Blokhus i efterårsferien 2023.

Del artikel