Kæmpe butik flytter: Her er de nye planer for Loft by Loftet

Fra den 30. august vil Loft by Loftet ikke længere have adresse i Bispensgade 26.
Det er dog ingen trist nyhed, for det er ikke enden på Loft by Loftets rejse.
Butikken, samt hele konceptet, flytter nemlig ind i Algade 5.
”Loft by Loftet flytter – hele butikken, hele konceptet. I stedet for at have adresse i Bispensgade, har vi valgt at flytte den op til sine ”søskende”.
Dermed bliver Loftet, Loft by Loftet, Richard og Butler samlet under ét tag,” fortæller indkøber, Mikkel Vilhelmsen.
”Familiesammenførelsen” er allerede i fuld gang, og resultatet står klar i næste uge den 30. august.
Under Aalborg i Rødt den 30. august til 1. september kan Mikkel og de øvrige ansatte derfor endeligt løfte sløret til det udvidede modeunivers.
Street-fashion møder klassisk high-end fashion
Loft By Loftet får 1. sal, hvor Loftet tidligere har været. Samtidig rykker Loftet ned i baghuset i stueetagen. Butler forbliver som hidtil.
Med flytningen bliver der skabt en synergi i huset med de 4 koncepter, hvor Loftet og Butler sælger street-fashion til piger og drenge, mens Loft By Loftet og Richard bliver et mekka af klassisk tøj til kvinder og mænd i eksklusive kvaliteter.

“Vores kunder er utrolig glade for synergien på herre mellem Butler og Richard.
Den synergi mellem urban-street og high-end mærker kan vi nu skabe på pige, ved at samle LOFT og Loftet i et hus, men på hver sin etage,” udtaler Mikkel.
Fortsætter med samme brands
Selvom Loft By Loftet flytter, ændrer butikkens high-end-koncept sig ikke.
De velkendte mærker som By Malene Birger, Baum und Pferdgarten, Jane Kønig, Stine Goya og Sissel Edelbo m.fl. bliver stadig at finde i Algade 5.
”Lokationen vil være den eneste forskel, så Loft by Loftets kunder skal ikke være bange for at vinke farvel til nogle af de brands, der sælges i Loft by Loftet.”
Loft by Loftet er helt eksklusivt en af de få forhandlere af det luksuriøse og tidsløse brand, Mulberry, i Aalborg.
Når søskende-butikkerne rykker sammen, vil der som noget helt nyt også være flot Mulberry shop’n’shop, hvor der også bliver præsenteret et udvalg af tasker og items til mænd.
Outlet i Bispensgade
Selvom flytteprocessen allerede er i gang og den nye butik snart står klar, så er der lidt tid til, at lokalet i Bispensgade for alvor lukker ned.
Indtil november vil der være en outlet i lokalerne, hvor du kan shoppe kvindetøj til fordelagtige priser.
“Outlettet vil rumme brands fra både Loftet og Loft by Loftet. Vi kan endnu ikke sige så meget specifikt om varerne, da vi ikke har alt på plads endnu, men vi kan godt love at der er mange penge at spare på lækre brands,” fortæller Mikkel slutteligt.
Med sammenførelsen af de fire butikker i Algade 5 er www.butler-loftet.dk nu opdateret, så du online kan shoppe fra alle fire butikker samme sted.