Populær café med lækker nyhed: Nu kan du snart få kæmpe brunchbuffet hver dag

Der er bare noget særligt over at starte dagen med brunch.
Duftene af friskbagt brød, bacon på panden og dampende kaffe i koppen. Et bugnende bord fyldt med små lækkerier, som man kan nippe til i sit eget tempo, mens snakken går og skuldrene sænker sig.
Og nu kommer der godt nyt til dig, der elsker brunch – og gerne vil have den på en helt almindelig mandag.
Café Min Olivia, der holder til på Vesterå, gør nemlig noget helt særligt fra på mandag den 5. maj.
Deres populære brunchbuffet, som normalt kun serveres i weekenden, kan nu nydes alle ugens dage i maj måned (fra den 5. maj).
Uanset om du er A-menneske med morgenenergi, eller foretrækker at slentre ud ad døren først hen ad formiddagen, så står brunchbuffeten klar i hjertet af Aalborg.

Brunch hver dag – til en god pris
Det er nemt og ligetil:
- Mandag til torsdag får du adgang til hele buffeten i 2 timer for kun 119 kr.
- Fredag til søndag er prisen 165 kr.
Der betales ikke pr. tallerken, så er det bare med at gå ombord – og spise til du ikke orker mere.
NB: Mandag – torsdag kan tilbuddet ikke kombineres med andre rabatter og lignende.
Brunchen er oplagt både til hyggelige stunder med vennerne, en rolig formiddag med kæresten eller en lille hverdagsforkælelse med familien.
Book i god tid
Café Min Olivia er kendt for sin hyggelige stemning og centrale placering – og for at være propfuld, når brunchen ruller ud.
Derfor anbefales det varmt at booke bord på forhånd, hvis du vil være sikker på en plads.