Kæmpe åbningsfest: Nu åbner Shaping New Tomorrows nye kvindetøjsbutik
Det er en stor dag på butiksfronten i Aalborg i dag, for nu skrives der endnu et kapitel i den efterhånden tykke bog om en af de helt store nordjyske iværksættereventyr.
Shaping New Tomorrow har taget Aalborg, Danmark og Europa med storm de seneste år, og i dag indtager de et helt nyt marked.
I dag, fredag den 3. november klokken 10.00, åbner de en helt ny kvindetøjsbutik på Boulevarden 22.
Besøgende vil både kunne nyde godt af rabatter og forfriskninger.
“Udforsk den nye Fall/Winter-kollektion – Få 20% rabat ved køb af 2 eller flere varer – Goodie bags til de første 50 gæster hver dag de første 3 dage. – Forfriskninger, DJ og hyggelig atmosfære Vi glæder os til at se dig,” skriver de på Facebook.
I meget kendte lokaler
Shaping New Tomorrow har i årevis været synonym med kvalitet, stil og komfort inden for herretøj.
Deres unikke tilgang til design og materialer har gjort dem til en dominerende kraft på modefronten – og nu kommer det så også verdens kvinder til gode. Endda med en fysisk butik.
Butikken kommer da heller ikke til at ligge hvilket som helst sted.
Faktisk åbner den i selv samme lokaler, hvor Shaping New Tomorrow lå før de rykkede ned i Østerågade.
Om valg af lokation, udtaler Kasper Ulrich til MigogAalborg:
“Boulevarden 22 er nostalgiske lokaler for os. Dengang byggede vi bogstaveligt talt selv butikken op fra bunden.
Vi har i en årrække brugt alle vores vågne timer i de lokaler, og det var også her vores iværksætterrejse tog fart og blomstrede.”
Har testet det af i København
Selvom Shaping New Tomorrows kvindetøj stadig er forholdsvis nyt i familien, er det stadig et meget velovervejet valg at sortimentet skal have sin egen butik.
“Vi oplever allerede stor efterspørgsel fra vores kvindelige gæster, og feedbacken på kvinderøjet har været intet mindre end fantastisk indtil nu.
For os er den fysiske butik afgørende for at skabe en ekstraordinær oplevelse, og den nye butik på Boulevarden i Aalborg skal sikre, at vi er så tæt på forbrugeren som muligt,” fortæller Kasper Ulrich, og fortsætter:
“Jeg tror på, at vi sammen med vores gæster og deres feedback gradvist kan forbedre vores kvindelige kollektion, på samme måde som vi gør det i vores herrebutikker.
Derfor ser vi meget frem til at byde vores kvindelige gæster velkommen i de nostalgiske lokaler, som forhåbentlig også vil blomstre på samme vis.”