Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

5 millioner kroner i puljen: Juletrav i Aalborg med gratis æbleskiver og slik

Af Emil Kjær Jørgensen

Selvom både børn og voksne glæder sig til den 24. december, kan juleaftensdag også føles noget lang.

Men i Aalborg er der heldigvis rig mulighed for at få tiden til at gå.

I Aalborg Zoo er der traditionen tro gratis entré, mens Broen Aalborg og FC Løb afholder 2412Run, hvor man kan få plads til juleanden og samtidig støtte et godt formål.

Men på Racing Arena Aalborg sker der også ting og sager den 24. december.

Inden der sadles om til juleaften, afholder de nemlig juletrav, hvor der er gratis entré og masser af aktiviteter for både børn og voksne.

Op mod 5 millioner kroner i puljen

Det er første gang nogensinde, at Racing Arena Aalborg afholder travløb den 24. december.

“Vi er det eneste land i Skandinavien, som kører travløb juleaftensdag, så der kommer kæmpe pengepuljer i spil.

Jeg vil skyde på omkring 5 millioner kroner, som skal fordeles blandt spillerne.

Så hvis man endnu ikke har købt sin julegave, eller man er bange for at få for lidt i julegave, så er det jo en kærkommen mulighed,” fortæller Lars Hellerup, Banechef for Racing Arena Aalborg, til MigogAalborg.

Der bliver hele 9 løb med 110 heste, hvor det første løb starter kl. 11.00.

“Sidste løb er kl 13.40, så man kan sagtens nå hjem og få fjerkræet eller stegen i ovnen, og måske ovenikøbet med en så stor gevinst, at man skal have mad udefra,” siger Lars.

Læs også: Travl december: Almas’ rideafdeling har julegaverne til rytter og hest

Træktur med ponyerne og uddeling af gratis slik

Fra klokken 10.00 bliver der mulighed for at købe brunch i restauranten, inden første løb starter kl. 11.00.

Udover en masse underholdning på selve travbanen, er der også sørget for julestemning til de mindste i familien.

“Jeg kan da tydeligt huske, da mine egne børn var små. Det var da en noget lang dag.

Vi har sørget for, at der kommer travnisser, som deler gratis slikposer ud til børnene, og de får også mulighed for at få en træktur med ponyerne.”

Til de voksne er der gratis gløgg og æbleskiver og altså muligheden for at tage ekstra juleglæde med hjem, når der spilles om hele 5 millioner kroner.

Hvad: Gratis Juletravløb
Hvor: Racing Arena Aalborg, Skydebanevej 25, 9000 Aalborg
Hvornår: 24.december fra kl. 10 (Travløb fra 11.00-13.40)

Du kan se mere om travløbet her.

Del artikel

Andre læser også