Juletræsfældning og temafest: Her er vinderen af Årets Villavej 2019
Gode naboer og fællesskab på en villavej kan have stor betydning for, om beboere er glade og trygge ved at bo side om side.
Netop disse egenskaber havde stor indflydelse, da jagten gik på at finde Årets Villavej 2019 i Nordjylland.
Stifterne af prisen Ejendomsmæglernes Fond og Nordjyske Bank havde stor fokus, da de skulle finde Årets Villavej 2019. Glæde af hinanden og samarbejde på en villavej skaber en bedre hverdag.
Nu er vinderen ud af mange nominerede fundet.
Gartnervangen 14-32 i Nibe er i år løbet med titlen, og kan nu kalde sig for Årets Villavej 2019.
De modtager en pengepræmie på 10.000 kroner til et fælles arrangement, og kan smykke sig med et Årets Villavej 2019-skilt, der kan pynte ved indkørslen til kvarteret, for netop at vise hvad et godt naboskab er.
Gartnervangen i Nibe er kåret til Årets Villavej 2019
Baggrunden for sejren skal findes i det stærke naboskab, der præger den lille vej i Nibe.
Beboerne på Gartnervangen har mange sociale traditioner som fælles juletræsfældning, julebelysning i juletiden, temafester og sammenskudsmad ved andre lejligheder.
Derudover har beboerne en fælles hente- og bringeordning af hinandens børn, og der er en stor omsorg for hinanden og en god velkomst, når der kommer nye naboer til.
Sådan skriver Nordjyske Bank på deres hjemmeside.
Andenpladsen gik til Golfparken i Frederikshavn, som vinder 5.000 kroner og 3. pladsen blev Venusvej i Aalborg, som vinder 2.000 kroner, som også skal anvendes til et fælles arrangementer.
Stort fokus på et godt nabofællesskab
Da Nordjyske Bank og Ejendomsmæglernes Fond i 2017 stiftede prisen Årets Villavej, var det med det formål at inspirere andre og vise de bedste eksempler på, hvad et godt og givende naboskab kan indebære, som Gartnervangen i år fremstår som skoleeksemplet på.
Det første år vandt Moltkesvej i Dronninglund, og sidste års vindere var Gyldenlakvej i Nørresundby.
Ejendomsmæglernes Fond er en velgørende fond, som løbende uddeler bidrag på op imod en million kroner årligt til kulturelle, videnskabelige og socialt velgørende formål, særligt i Nordjylland.
Dommerpanelet i Årets Villavej består af Steen Royberg fra Ejendommæglernes Fond, direktør Claus Andersen, Nordjyske Bank, og direktør Per Dam Jensen, Sol og Strand.