Efter rørende møde på Gammeltorv: Nu efterlyser julebod en ung pige
På julemarkedet på Gammeltorv i Aalborg dufter det som altid af gran, brændte mandler og varm glögg.
Men i en af boderne bliver der serveret en lidt anderledes version af den klassiske juledrik – og det førte til et møde, som indehaver Mette Christensen fra Casa Jada ikke har kunnet slippe siden.
Julen kan også være alkoholfri
Casa Jada har i år valgt at satse markant på alkoholfri glögg.
Ikke som et supplement, men som et bevidst alternativ til julemarkedets øvrige boder.
Ifølge Mette handler det om at skabe plads til dem, der ofte falder udenfor julehyggen, når alkohol bliver omdrejningspunktet.
“Mange mennesker drikker ikke alkohol.
Nogle er gravide, nogle skal køre hjem, nogle er på medicin, og andre har bare fået det, de skulle.
Alligevel ender de ofte med at stå med kaffe eller saftevand, mens alle andre får glögg. Det ville vi gerne lave et reelt alternativ til,” fortæller hun.


Glöggen er udviklet på essenser af bær og frugter og serveres varm med rosiner og mandler, så smagen ligger tæt på den klassiske udgave.
Den kan også købes som hjemmekit, så julehyggen kan tages med hjem.
Et møde, der ramte
Søndag eftermiddag blev Mette kontaktet tre gange af den samme unge pige, der var på julemarkedet sammen med sin far.
Hver gang spurgte pigen grundigt ind til, om gløggen virkelig var helt alkoholfri.
“Tredje gang købte hun den og sagde stille: “Det er fordi, min far ikke kan tåle alkohol.”
Det ramte mig fuldstændig,” siger Mette.
“Man kunne mærke, hvor vigtigt det var for hende, at han kunne være med på samme måde som alle andre,” siger Mette.
Mødet gjorde så stort indtryk, at Mette senere på dagen skrev et opslag på Facebook i håb om at finde pigen igen.
“Hun gav mig noget den dag. En påmindelse om, hvorfor vi overhovedet gør det her. Derfor vil jeg så gerne give lidt tilbage,” siger Mette.
Hendes håb er derfor at finde pigen, så de sammen kan sammesætte en helt speciel julegave til hende og hendes far med Casa Jadas produkter.
“Det fortjener hun virkelig,” slår Mette fast.
Casa Jada står fortsat på julemarkedet på Gammeltorv sammen med en række andre specialboder.
Og den alkoholfri glögg bliver, ifølge Mette, ved med at tiltrække folk, der ellers ofte går forbi.
“Det bekræfter os i, at der var et behov. Og at julen også skal kunne rummes uden alkohol.”